27.7.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 245/9
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Pécsi Törvényszék (Ungarn) den 15. maj 2015 — Hőszig Kft mod Alstom Power Thermal Services
(Sag C-222/15)
(2015/C 245/12)
Processprog: ungarsk
Den forelæggende ret
Pécsi Törvényszék
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Hőszig Kft
Sagsøgt: Alstom Power Thermal Services
Præjudicielle spørgsmål
I.
For så vidt angår Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (1) (herefter »forordning nr. 593/2008«):
1.
Kan en national ret fortolke udtrykket »såfremt det af omstændighederne fremgår« som indgår i artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 593/2008, således, at den undersøgelse af »de omstændigheder, der skal tages i betragtning« med henblik på at afgøre, om det — i henhold til loven i det land, hvor parten har sit sædvanlige opholdssted — med rimelighed kan siges, at der mangler et samtykke, skal omfatte omstændighederne ved indgåelsen af kontrakten, kontraktens genstand og gennemførelsen af kontrakten?
1.1.
Skal den virkning, der henvises til i artikel 10, stk. 2, og som er beskrevet i spørgsmål 1, fortolkes således, at den nationale ret — når det under hensyn til, at parten har påberåbt sig [loven i det land, hvor han eller hun har sit sædvanlige opholdssted], følger af de omstændigheder, der skal tages i betragtning, at det ikke er en rimelig virkning af denne parts adfærd, at der antages at foreligge et samtykke til anvendelse af loven efter stk. 1 — skal vurdere eksistensen og gyldigheden af kontraktvilkåret i henhold til loven i det land, hvor den part, der har påberåbt sig kontraktvilkåret, har sit sædvanlige opholdssted?