RETTENS DOM (Sjette Afdeling)

13. september 2018 ( *1 )

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger truffet på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine – opførelse og efterfølgende opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over de enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger – urigtigt skøn – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – ejendomsret – ret til at udøve økonomisk virksomhed«

I sag T-732/14,

Sberbank of Russia OAO, med hjemsted i Moskva (Rusland), ved D. Rose og M. Lester, QC, og solicitors J.-A. Fearns og M.P. Crowther,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved S. Boelaert og J.-P. Hix, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Europa-Kommissionen ved D. Gauci, L. Havas og T. Scharf, som befuldmægtigede,

intervenient,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2014, L 229, s. 13), som ændret ved Rådets afgørelse 2014/659/FUSP af 8. september 2014 (EUT 2014, L 271, s. 54), Rådets afgørelse (FUSP) 2015/971 af 22. juni 2015 (EUT 2015, L 157, s. 50), Rådets afgørelse (FUSP) 2015/2431 af 21. december 2015 (EUT 2015, L 334, s. 22), Rådets afgørelse (FUSP) 2016/1071 af 1. juli 2016 (EUT 2016, L 178, s. 21), Rådets afgørelse (FUSP) 2016/2315 af 19. december 2016 (EUT 2016, L 345, s. 65) og Rådets afgørelse (FUSP) 2017/1148 af 28. juni 2017 (EUT 2017, L 166, s. 35), dels Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2014, L 229, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 960/2014 af 8. september 2014 (EUT 2014, L 271, s. 3), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren,

har

RETTEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, G. Berardis (refererende dommer), og dommerne D. Spielmann og Z. Csehi,

justitssekretær: fuldmægtig C. Heeren,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. november 2017,

afsagt følgende

Dom

Tvistens baggrund

Sagsøgeren, Sberbank of Russia OAO, er en russisk detailbank, der har hjemsted i Moskva (Rusland), og som leverer bankserviceydelser til nationale og internationale kunder.

Den 20. februar 2014 fordømte Rådet for Den Europæiske Union på det kraftigste brugen af vold i Ukraine. Det opfordrede til at bringe volden til ophør med det samme og til fuldt ud at overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Ukraine. Rådet overvejede ligeledes at indføre restriktive foranstaltninger over for personer, der var ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne, vold og overdreven magtanvendelse.

I forbindelse med et ekstraordinært møde, der blev afholdt den 3. marts 2014, fordømte Rådet på det kraftigste de russiske væbnede styrkers klare krænkelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet gennem angrebshandlinger samt den tilladelse til brugen af væbnede styrker på ukrainsk område, som Soviet Federatsii Federal’nogo Sobrania Rossiskoï Federatsii (Den Russiske Føderations forbundsråd) gav den 1. marts 2014. Den Europæiske Union opfordrede Den Russiske Føderation til øjeblikkeligt at trække sine væbnede styrker tilbage til de områder, hvor de er permanent stationeret, i overensstemmelse med de relevante aftaler.

Den 5. marts 2014 vedtog Rådet restriktive foranstaltninger, der var fokuseret på indefrysning og inddrivelse af uretmæssigt tilegnede ukrainske statsmidler.

Den 6. marts 2014 godkendte Den Europæiske Unions stats- og regeringschefer Rådets konklusioner af 3. marts 2014. De fordømte på det kraftigste Den Russiske Føderations uprovokerede krænkelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet og opfordrede Den Russiske Føderation til øjeblikkeligt at trække sine væbnede styrker tilbage til de områder, hvor de er permanent stationeret, i overensstemmelse med de relevante aftaler. De erklærede, at yderligere skridt fra Den Russiske Føderations side for at destabilisere situationen i Ukraine ville få yderligere og vidtrækkende konsekvenser for forbindelserne på en lang række økonomiske områder mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side. De opfordrede Den Russiske Føderation til at tillade omgående adgang for internationale observatører, idet de anførte, at løsningen på krisen i Ukraine skulle bygge på Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed samt en streng overholdelse af internationale standarder.

Den 16. marts 2014 afholdt parlamentet i Den Selvstyrende Republik Krim og lokalregeringen i byen Sevastopol, der begge er underopdelinger i Ukraine, en folkeafstemning om Krims status. I forbindelse med denne folkeafstemning blev befolkningen på Krim opfordret til at angive, om den ønskede at blive indlemmet i Den Russiske Føderation som subjekt, eller om den ønskede en genoprettelse af 1992-forfatningen og Krims status i Ukraine. Af det resultat, der blev offentliggjort i Den Selvstyrende Republik Krim, fremgik, at 96,77% af stemmerne var for en integration af regionen i Den Russiske Føderation, med en valgdeltagelse på 83,1%.

Den 17. marts 2014 vedtog Rådet andre konklusioner vedrørende Ukraine. Rådet fordømte på det kraftigste den folkeafstemning om indlemmelse i Den Russiske Føderation, der blev afholdt på Krim den 16. marts 2014, og som ifølge Rådet blev afholdt i klar modstrid med Ukraines forfatning. Rådet opfordrede indtrængende Den Russiske Føderation til at tage skridt til at deeskalere krisen, øjeblikkeligt trække sine styrker tilbage, så de fik samme antal og blev placeret på de samme garnisoner som før krisen i henhold til landets internationale forpligtelser, indlede direkte drøftelser med Ukraines regering og benytte sig af alle de relevante internationale mekanismer med henblik på at finde frem til en fredelig forhandlingsløsning, der sikrede fuld overholdelse af landets bilaterale og multilaterale tilsagn om at respektere Ukraines suverænitet og territoriale integritet. I den forbindelse beklagede Rådet, at FN’s Sikkerhedsråd ikke var i stand til at vedtage en resolution som følge af Den Russiske Føderations veto. Desuden opfordrede Rådet indtrængende Den Russiske Føderation til ikke at tage skridt til at annektere Krim i strid med folkeretten.

Samme dag vedtog Rådet på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 16), og på grundlag af artikel 215 TEUF forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 6), hvorved Rådet indførte foranstaltninger vedrørende rejserestriktioner og indefrysning af aktiver over for personer, som var ansvarlige for handlinger, der underminerede eller truede Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, samt personer og enheder med tilknytning til dem.

Den 17. marts 2014 anerkendte Den Russiske Føderation officielt resultatet af den folkeafstemning, der blev afholdt på Krim den 16. marts 2014. Som følge af denne folkeafstemning erklærede Krims øverste ret og Sevastopols byråd Krims uafhængighed i forhold til Ukraine og opfordrede til en indlemmelse i Den Russiske Føderation. Samme dag underskrev den russiske præsident et dekret om anerkendelse af Republikken Krim som en suveræn og uafhængig stat.

Den 21. marts 2014 mindede Det Europæiske Råd om Unionens stats- og regeringschefers erklæring af 6. marts 2014 og bad Europa-Kommissionen og medlemsstaterne om at forberede andre mulige målrettede foranstaltninger.

Den 23. juni 2014 besluttede Rådet, at indførsel i Den Europæiske Union af varer med oprindelse på Krim eller i Sevastopol burde forbydes, med undtagelse af varer med oprindelse på Krim eller i Sevastopol, som af Ukraines regering havde fået tildelt et oprindelsescertifikat.

Som følge af den ulykke af 17. juli 2014, der medførte nedstyrtningen i Donetsk (Ukraine) af fly MH17 fra Malaysia Airlines, anmodede Rådet Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om at afslutte deres forberedende arbejde med mulige målrettede foranstaltninger og senest den efterfølgende 24. juli fremsætte forslag til tiltag, herunder med hensyn til adgang til kapitalmarkeder, forsvar, produkter med dobbelt anvendelse og følsomme teknologier, bl.a. i energisektoren.

Henset til den alvorlige situation, som Ukraine befandt sig i på trods af, at der i marts 2014 blev vedtaget rejserestriktioner og indefrysning af aktiver over for visse juridiske og fysiske personer, vedtog Rådet på grundlag af artikel 29 TEU den 31. juli 2014 afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2014, L 229, s. 13), med henblik på at indføre restriktive foranstaltninger rettet mod områderne for adgang til kapitalmarkeder, forsvar, produkter med dobbelt anvendelse og følsomme teknologier, bl.a. i energisektoren.

Da Rådet vurderede, at sidstnævnte foranstaltninger var omfattet af anvendelsesområdet for EUF-traktaten, og at det for gennemførelsen heraf var nødvendigt med et lovgivningsmæssigt tiltag på EU-plan, vedtog Rådet samme dag på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2014, L 229, s. 1), som indeholder mere detaljerede bestemmelser, med henblik på at gennemføre kravene i afgørelse 2014/512 i både EU og medlemsstaterne.

Det erklærede formål med disse restriktive foranstaltninger var at gøre Den Russiske Føderations handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde og fremme en fredelig løsning på krisen. Med henblik herpå indførte afgørelse 2014/512 navnlig forbud mod eksport af visse produkter og følsomme teknologier til brug i oliesektoren i Rusland samt restriktioner for adgang til det europæiske kapitalmarked for visse erhvervsdrivende i denne sektor.

Efterfølgende vedtog Rådet den 8. september 2014 afgørelse 2014/659/FUSP om ændring af afgørelse 2014/512 (EUT 2014, L 271, s. 54) og forordning (EU) nr. 960/2014 om ændring af forordning nr. 833/2014 (EUT 2014, L 271, s. 3) med henblik på at udvide det forbud i forbindelse med visse finansielle instrumenter, der var blevet besluttet den 31. juli 2014, og indføre yderligere restriktioner vedrørende adgang til kapitalmarkedet.

Artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/512, som ændret ved afgørelse 2014/659, har følgende ordlyd:

»1. Direkte eller indirekte køb eller salg af, direkte eller indirekte levering af investeringsservice eller bistand i forbindelse med udstedelsen af eller en hvilken som helst anden handel med obligationer, aktier eller lignende finansielle instrumenter med en løbetid på over 90 dage udstedt efter den 1. august 2014 til den 12. september 2014 eller med en løbetid på over 30 dage udstedt efter den 12. september 2014 af:

større kreditinstitutter eller finansielle udviklingsinstitutter etableret i Rusland, hvoraf staten ejer eller kontrollerer over 50% pr. 1. august 2014, jf. listen i bilag I

juridiske personer, enheder eller organer etableret uden for Unionen, hvoraf en enhed, der er opført på listen i bilag I, ejer mere end 50%, eller

juridiske personer, enheder eller organer, der handler på vegne af eller efter anvisning fra en enhed inden for den kategori, som er omhandlet i dette stykkes litra b) eller opført på listen i bilag I,

forbydes.«

Sagsøgerens navn er opført under nr. 1 i bilag I til afgørelse 2014/512, som ændret ved afgørelse 2014/659.

Artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 833/2014, som ændret ved forordning nr. 960/2014 (herefter »den anfægtede forordning«), er sålydende:

»1. Det er forbudt direkte eller indirekte at købe, sælge eller levere investeringstjenester til eller bistand i forbindelse med udstedelsen af eller en hvilken som helst anden handel med omsættelige værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter med en løbetid på over 90 dage udstedt efter den 1. august 2014 til den 12. september 2014 eller med en løbetid på over 30 dage udstedt efter den 12. september 2014 af:

større kreditinstitutter eller andre større institutioner, som udtrykkeligt har mandat til at fremme den russiske økonomis konkurrenceevne og diversificering og tilskynder til investeringer, og som er etableret i Rusland, og hvoraf staten ejer eller kontrollerer over 50% pr. 1. august 2014, jf. listen i bilag III, eller

juridiske personer, enheder eller organer etableret uden for Unionen, hvoraf en enhed, der er opført på listen i bilag III, direkte eller indirekte ejer over 50%, eller

juridiske personer, enheder eller organer, der handler på vegne af eller efter anvisning fra en enhed, som er omhandlet i dette stykkes litra b) eller opført på listen i bilag III.«

Sagsøgerens navn er indeholdt i bilag III til den anfægtede forordning.

Ved skrivelse af 22. oktober 2014 anmodede sagsøgeren om aktindsigt i de dokumenter og beviser vedrørende denne, som var indeholdt i Rådets sagsakter.

Ved skrivelse af 9. december 2014 besvarede Rådet sagsøgerens anmodning og tilstillede denne de beviser og dokumenter, som det var i besiddelse af, og som vedrørte beslutningen om at opføre sagsøgerens navn på listen over de enheder, der var omfattet af de pågældende restriktive foranstaltninger.

Gyldigheden af afgørelse 2014/512 blev forlænget til den 31. januar 2016 ved Rådets afgørelse (FUSP) 2015/971 af 22. juni 2015 om ændring af afgørelse 2014/512 (EUT 2015, L 157, s. 50), derefter til den 31. juli 2016 ved Rådets afgørelse (FUSP) 2015/2431 af 21. december 2015 om ændring af afgørelse 2014/512 (EUT 2015, L 334, s. 22), til den 31. januar 2017 ved Rådets afgørelse (FUSP) 2016/1071 af 1. juli 2016 om ændring af afgørelse 2014/512 (EUT 2016, L 178, s. 21), til den 31. juli 2017 ved Rådets afgørelse (FUSP) 2016/2315 af 19. december 2016 om ændring af afgørelse 2014/512 (EUT 2016, L 345, s. 65) og endelig til den 31. januar 2018 ved Rådets afgørelse (FUSP) 2017/1148 af 28. juni 2017 om ændring af afgørelse 2014/512 (EUT 2017, L 166, s. 35).

Retsforhandlinger og parternes påstande

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 2014 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

Intervention

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 23. februar 2015 har Kommissionen anmodet om tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Rådets påstande.

Sagsøgeren fremsatte sine bemærkninger til denne anmodning den 12. marts 2015.

Ved kendelse af 26. maj 2015 har formanden for Rettens Niende Afdeling taget anmodningen til følge.

Kommissionen har indgivet interventionsindlæg den 2. juli 2015.

Sagsøgeren og Rådet har fremsat bemærkninger til dette indlæg inden for den frist, der var fastsat med henblik herpå.

Udsættelse af sagens behandling

Den 12. marts 2015 har formanden for Rettens Niende Afdeling besluttet at høre parterne om en eventuel udsættelse af sagens behandling i afventning af Domstolens afgørelse i sag C-72/15, Rosneft. Ved skrivelse af 23. marts 2015 fra Rettens Justitskontor er der blevet fastsat en frist for parterne med henblik herpå.

Rådet og sagsøgeren har fremsat bemærkninger til denne eventuelle udsættelse ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 1. april 2015 og den 8. april 2015.

Ved afgørelse af 29. oktober 2015, der er blevet vedtaget på grundlag af artikel 69, litra a), i Rettens procesreglement, har formanden for Rettens Niende Afdeling besluttet at udsætte sagen med den begrundelse, at der i det mindste delvist var et sammenfald mellem de bestemmelser, hvis rækkevidde og gyldighed Domstolen var blevet anmodet om at bedømme i sag C-72/15, Rosneft, og de bestemmelser, der var relevante i nærværende sag.

Som følge af dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236), er beslutningen om udsættelse af sagens behandling udløbet i overensstemmelse med procesreglementets artikel 71, stk. 3.

Hovedparterne er i denne sammenhæng blevet anmodet om at fremsætte deres bemærkninger til de konsekvenser, der skal drages af dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236), for så vidt angår de anbringender og argumenter, som er gjort gældende inden for rammerne af nærværende sag. Parterne har efterkommet anmodningen inden for den fastsatte frist.

Tilpasning af stævningen

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 26. juni 2015 har sagsøgeren tilpasset stævningen, således at der herved ligeledes er nedlagt påstand om annullation af afgørelse 2015/971, for så vidt som denne forlænger anvendelsen af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat ved afgørelse 2014/512, herunder opførelsen af sagsøgerens navn på listen over enheder omfattet af disse foranstaltninger, indtil den 31. januar 2016.

Rådet har fremsat bemærkninger til dette processkrift ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 20. august 2015.

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 5. januar 2016 har sagsøgeren tilpasset stævningen, således at der herved ligeledes er nedlagt påstand om annullation af afgørelse 2015/2431, for så vidt som denne forlænger anvendelsen af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat ved afgørelse 2014/512, herunder opførelsen af sagsøgerens navn på listen over enheder omfattet af disse foranstaltninger, indtil den 31. juli 2016.

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 19. april 2017 har sagsøgeren tilpasset stævningen, således at der herved også er nedlagt påstand om annullation af afgørelse 2016/1071 og afgørelse 2016/2315, for så vidt som disse forlænger anvendelsen af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat ved afgørelse 2014/512, herunder opførelsen af sagsøgerens navn på listen over enheder omfattet af disse foranstaltninger, indtil henholdsvis den 31. januar 2017 og den 31. juli 2017.

Rådet har fremsat bemærkninger til disse processkrifter ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 15. maj 2017.

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 27. juli 2017 har sagsøgeren tilpasset stævningen, således at der herved ligeledes er nedlagt påstand om annullation af afgørelse 2017/1148, for så vidt som denne forlænger anvendelsen af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat ved afgørelse 2014/512, herunder opførelsen af sagsøgerens navn på listen over enheder omfattet af disse foranstaltninger, indtil den 31. januar 2018.

Rådet har fremsat bemærkninger til dette processkrift ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 17. august 2017.

Ændring i afdelingernes sammensætning

Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger er den refererende dommer blevet tilknyttet Sjette Afdeling, hvortil nærværende sag følgelig er blevet fordelt i overensstemmelse med procesreglementets artikel 27, stk. 5.

Parternes påstande

Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–

Afgørelse 2014/512, som forlænget eller ændret ved afgørelse 2014/659, 2015/971, 2015/2431, 2016/1071, 2016/2315 og 2017/1148 (herefter »den anfægtede afgørelse«), og den anfægtede forordning (herefter samlet »de anfægtede retsakter«) annulleres, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

–

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Rådet har nedlagt følgende påstande:

–

Sagen afvises i sin helhed, idet den delvist falder uden for Rettens kompetence, eller Rådet frifindes under alle omstændigheder.

–

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Rådet har i sin skriftlige besvarelse af det spørgsmål, Retten stillede som følge af dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236), præciseret, at det ikke længere rejser tvivl om Rettens kompetence til at efterprøve lovligheden af den anfægtede afgørelse, for så vidt som denne indeholder restriktive foranstaltninger som omhandlet i artikel 275, stk. 2, TEUF, hvilket er blevet bekræftet i retsmødet.

Kommissionen har nedlagt påstand om, at Rådet frifindes i det hele.

Retlige bemærkninger

Til støtte for annullationssøgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender, der for så vidt angår det første vedrører den omstændighed, at Rådet har foretaget et åbenbart urigtigt skøn og handlet ultra vires ved at opføre sagsøgerens navn i bilagene til de anfægtede retsakter, for så vidt angår det andet en tilsidesættelse af den i artikel 296, stk. 2, TEUF fastsatte begrundelsespligt, for så vidt angår det tredje en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsprøvelse og for så vidt angår det fjerde en tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende rettigheder, herunder den ret til beskyttelse af ejendom, den ret til at udøve virksomhed og den ret til respekt for omdømmet, som er fastsat i artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). For så vidt angår den anfægtede afgørelses artikel 1 og den anfægtede forordnings artikel 5 har sagsøgeren desuden rejst en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF.

Indledningsvis skal det efterprøves, om sagen kan antages til realitetsbehandling.

Formaliteten

Rådet har bestridt, at sagsøgeren har kompetence til at nedlægge påstand om annullation af de anfægtede retsakter.

Rådet har gjort gældende, at påstanden om annullation af de foranstaltninger, hvorved sagsøgerens navn er blevet opført på listerne i de anfægtede retsakter, ikke opfylder de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for antagelighed. Sagsøgeren har således ikke søgsmålskompetence på noget af de tre grundlag, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF.

Rådet har indledningsvis anført, at sagsøgeren hverken har bestridt den omstændighed, at banken er en privilegeret sagsøger, eller den omstændighed, at den ikke er adressat for de foranstaltninger, der er indført ved den anfægtede forordning. Den første type af tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF finder derfor ikke anvendelse.

Hvad dernæst angår den anden og den tredje type af tilfælde, som er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF er Rådet for det første af den opfattelse, at sagsøgeren ikke er »umiddelbart berørt« i denne bestemmelses forstand.

I denne henseende har Rådet gjort gældende, at opførelsen af sagsøgerens navn på den liste, der er knyttet som bilag til den anfægtede forordning, ikke er ensbetydende med, at sagsøgeren er umiddelbart omfattet af de omtvistede foranstaltninger, der er fastsat i den nævnte forordning, og at dette skyldes arten af den virksomhed, som forbydes ved forordningen. Den anfægtede forordnings artikel 5, stk. 1, indeholder ikke noget forbud mod, at de omhandlede enheder udsteder finansielle instrumenter, men mod, at fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af Unionens kompetence, køber eller sælger investeringstjenester til eller bistand i forbindelse med udstedelsen af de pågældende finansielle instrumenter. Sagsøgeren er en enhed, der kan udstede finansielle instrumenter, men banken har ikke godtgjort, at den opererede med at levere en forbudt tjeneste, som er knyttet til udstedelse af de pågældende finansielle instrumenter. Den er derfor ikke umiddelbart berørt af de anfægtede retsakter. Den omstændighed, at sagsøgerens navn er angivet, er ikke tilstrækkelig til, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, da de anfægtede retsakter ikke berører dennes retsstilling »umiddelbart«.

Hvad for det angår kvalificeringen af de omhandlede foranstaltninger har Rådet gjort gældende, at bestemmelserne i den anfægtede afgørelse forudsætter yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som i øvrigt blev truffet i form af den anfægtede forordning. Den anfægtede afgørelse udgør derimod en regelfastsættende retsakt, der ikke forudsætter nogen yderligere gennemførelsesforanstaltninger.

For det tredje har Rådet gjort gældende, at sagsøgeren ikke er »individuelt berørt« af de anfægtede retsakter. Sagsøgeren har ikke godtgjort og er ikke i stand til at godtgøre, at banken befinder sig i en særlig situation, der adskiller den fra de øvrige institutter, hvis adgang til Unionens kapital- og lånemarked er blevet begrænset ved de anfægtede retsakter. Rådet har i denne henseende anført, at de anfægtede retsakter kan berøre et stort antal erhvervsdrivendes handelsaktiviteter, uden at dette indebærer en ret til at opnå annullation af de heri fastsatte restriktive foranstaltninger. De pågældende foranstaltningers økonomiske virkninger er endvidere ikke begrænset til finansinstitutterne, men berører et stort antal erhvervsgrupper eller virksomheder og ikke kun de enheder, som har hjemsted i det udpegede tredjeland.

Sagsøgeren har bestridt disse argumenter.

I denne henseende skal det bemærkes, at i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person på det grundlag, der er omhandlet i den nævnte artikels stk. 1 og 2, indbringe en klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger. Det fastsættes således nærmere i andet led i artikel 263, stk. 4, TEUF, at såfremt den fysiske eller juridiske person, som anlægger annullationssøgsmålet, ikke er adressat for den anfægtede retsakt, er det en betingelse for, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, at sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af denne. Ved Lissabontraktaten er der desuden blevet tilføjet et tredje led til artikel 263, stk. 4, TEUF, som har lempet betingelserne for at antage annullationssøgsmål, der er anlagt af fysiske og juridiske personer, til realitetsbehandling. Uden at underlægge antagelse til realitetsbehandling af annullationssøgsmål anlagt af fysiske og juridiske personer betingelsen om at være individuelt berørt åbner dette led nemlig op for dette retsmiddel i forhold til de »regelfastsættende retsakter«, der ikke indebærer gennemførelsesforanstaltninger, og som berører en sagsøger umiddelbart (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 56 og 57).

Hvad for det første angår betingelsen om, at sagsøgeren skal være umiddelbart berørt, skal det bemærkes, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt, som fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF, efter fast retspraksis indebærer, at den anfægtede EU-foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til de adressater, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af EU-reglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. i denne retning dom af 13.3.2008, Kommissionen mod Infront WM, C-125/06 P, EU:C:2008:159, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

I den foreliggende sag indeholder den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 1, litra a), og bilag I til afgørelsen på den ene side og den anfægtede forordnings artikel 5, stk. 1, litra a), og bilag III til forordningen på den anden side (herefter samlet »de relevante bestemmelser i de anfægtede retsakter«) et forbud for alle erhvervsdrivende i Unionen mod at gennemføre bestemte typer finansielle transaktioner med kreditinstitutter med hjemsted i Rusland, som opfylder de i de nævnte artikler fastsatte betingelser, og hvis navne er indeholdt i disse bilag.

Det skal derfor fastslås, at de relevante bestemmelser i de anfægtede retsakter berører sagsøgeren umiddelbart. De omhandlede restriktive foranstaltninger finder nemlig umiddelbar anvendelse på denne som en direkte konsekvens af den omstændighed, at banken er en enhed, der er omfattet af disse bestemmelser, sammenholdt med de tilsvarende bilag, og uden at der herved indrømmes noget skøn til de adressater, som er ansvarlige for gennemførelsen heraf. I denne henseende har det ingen betydning, at de nævnte bestemmelser ikke forbyder sagsøgeren at gennemføre de omhandlede transaktioner uden for Unionen. Det er således ubestridt, at de relevante bestemmelser i de anfægtede retsakter pålægger sagsøgeren restriktioner for adgangen til Unionens kapitalmarked.

Tilsvarende skal Rådets argument, hvorefter sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt med hensyn til sin retsstilling, for så vidt som de foranstaltninger, der er indført ved de anfægtede retsakter, alene finder anvendelse på organer med hjemsted i Unionen, forkastes. Selv om det er korrekt, at de anfægtede retsakter indeholder forbud, som i første omgang finder anvendelse på kreditinstitutter og andre finansielle organer med hjemsted i Unionen, har disse forbud til formål og virkning umiddelbart at berøre enheder såsom sagsøgeren, hvis erhvervsvirksomhed bliver begrænset som følge af anvendelsen af disse foranstaltninger over for dem. Det siger sig selv, at de organer, der har hjemsted i Unionen, skal anvende de nævnte foranstaltninger, idet de af EU-institutionerne vedtagne retsakter principielt ikke finder anvendelse uden for Unionens område. Dette er ikke ensbetydende med, at de enheder, som er omfattet af de anfægtede retsakter, ikke berøres umiddelbart af de restriktive foranstaltninger, der finder anvendelse på dem. Den omstændighed at forbyde EU-erhvervsdrivende at gennemføre bestemte typer transaktioner med enheder med hjemsted uden for Unionen svarer nemlig til at forbyde disse enheder at gennemføre de pågældende transaktioner med EU-erhvervsdrivende. Såfremt Rådets synspunkt herom skulle imødekommes, ville dette desuden svare til, at de opførte personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, ikke ville være umiddelbart berørt af disse foranstaltninger, selv i tilfælde af indefrysning af personlige midler, eftersom det i første omgang tilkommer EU-medlemsstaterne og de fysiske og juridiske personer, der henhører under deres kompetence, at anvende foranstaltningerne.

Det er desuden forgæves, at Rådet i denne henseende har støttet sig på den sag, der gav anledning til kendelse af 6. september 2011, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (T-18/10, EU:T:2011:419). I nævnte sag fastslog Retten nemlig, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1007/2009 af 16. september 2009 om handel med sælprodukter (EUT 2009, L 286, s. 36) alene havde umiddelbar indvirkning på retsstillingen for de sagsøgere, der drev virksomhed i forbindelse med omsætning af sælprodukter på EU’s marked, og som var berørt af det generelle forbud mod omsætning af disse produkter, i modsætning til de sagsøgere, hvis virksomhed ikke bestod i omsætning af disse produkter, eller de sagsøgere, der var omfattet af den i forordning nr. 1007/2009 fastsatte undtagelse, eftersom omsætning på EU’s marked af sælprodukter, der hidrørte fra inuitsamfundenes eller andre oprindelige samfunds traditionelle jagt og bidrog til deres underhold, principielt fortsat var tilladt (jf. i denne retning kendelse af 6.9.2011, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-18/10, EU:T:2011:419, præmis 79). I den foreliggende sag skal det derimod fastslås, at sagsøgeren er aktiv på markedet for de finansielle tjenesteydelser, der er omhandlet i de relevante bestemmelser i de anfægtede retsakter, og ikke på et tilfældigt tidligere eller efterfølgende marked for disse tjenesteydelser, således som Rådet har gjort gældende. Det er således på grund af de anfægtede retsakter, at det var umuligt for sagsøgeren at gennemføre bestemte forbudte finansielle transaktioner med organer med hjemsted i Unionen, hvorimod den havde haft ret til at gennemføre disse transaktioner, såfremt disse retsakter ikke havde foreligget.

Det skal derfor fastslås, at de relevante bestemmelser i de anfægtede retsakter berører sagsøgeren umiddelbart, for så vidt som de vedrører denne.

Uden at det er fornødent at efterprøve, om de relevante bestemmelser i de anfægtede retsakter omfatter gennemførelsesforanstaltninger eller ej, skal det for det andet bemærkes, at den betingelse om at være individuelt berørt, som er fastsat i det andet tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF, ligeledes er opfyldt i den foreliggende sag.

I denne henseende skal det nemlig for det første bemærkes, at enhver opførelse på en liste af personer eller enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, giver denne person eller enhed, for så vidt som opførelsen i forhold til den pågældende har karakter af en individuel afgørelse, adgang til Unionens retsinstanser i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF, hvortil artikel 275, stk. 2, TEUF henviser (jf. i denne retning dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 50, af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 44, og af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

For så vidt som det i den foreliggende sag forholder sig således, at sagsøgerens navn er opført på listerne i bilag I til den anfægtede afgørelse og bilag III til den anfægtede forordning blandt de enheder, hvorpå de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i de relevante bestemmelser i de anfægtede retsakter, finder anvendelse, skal sagsøgeren anses for at være individuelt berørt af disse foranstaltninger.