Sag T-186/04

Spa Monopole, compagnie fermière de Spa SA/NV

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om SPAFORM som EF-ordmærke – de ældre ordmærker SPA og SPA THERMES – delvis forkastelse af indsigelsen – regel 18, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2868/95«

Rettens dom (Anden Afdeling) af 15. juni 2005

Sammendrag af dom

EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – undersøgelse af indsigelsen – forpligtelse for indsigeren til klart at angive det ældre varemærke – rækkevidde – forpligtelse til at gengive det ældre varemærke – foreligger ikke

[Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 15, stk. 2, litra b), nr. vi), og regel 18, stk. 1]

Det bestemmes i regel 18, stk. 1, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at »[…] fremgår det ikke entydigt af indsigelsesskrivelsen, hvilken ansøgning indsigelsen er rettet imod, eller hvilket ældre varemærke eller hvilken ældre ret indsigelsen rejses på grundlag af, afviser kontoret indsigelsen, hvis manglerne ikke afhjælpes inden udløbet af indsigelsesfristen«.

Denne regel skal fortolkes således, at den stiller krav om, at det ældre varemærke, som danner grundlag for indsigelsen, skal være angivet tilstrækkelig entydigt til, at det kan identificeres inden udløbet af indsigelsesfristen. I den forbindelse udgør angivelsen af registreringsnummeret for det pågældende varemærke samt oplysningen om, i hvilken medlemsstat det er registeret, en entydig angivelse i den ovennævnte bestemmelses forstand.

Det kan derimod på grundlag af gennemførelsesforordningens regel 15, stk. 2, litra b), nr. vi), der vedrører indholdet af indsigelsesskrivelsen, udledes, at der består en pligt til at indgive en gengivelse af det ældre varemærke i forbindelse med den nævnte forordnings regel 18, stk. 1.

(jf. præmis 42, 46, 47 og 49)

RETTENS DOM (Anden Afdeling)

15. juni 2005 (*)

I sag T-186/04,

Spa Monopole, compagnie fermière de Spa SA/NV, Spa (Belgien), ved avocats L. de Brouwer, E. Cornu, É. De Gryse og D. Moreau,

sagsøger,

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved G. Schneider, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og intervenient for Retten var:

Spaform Ltd, Southampton (Det Forenede Kongerige), ved barristers J. Gardner og A. Howard,

angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 25. februar 2004 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 827/2002-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Spa Monopole, compagnie fermière de Spa SA/NV, og Spaform Ltd,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS
RET I FØRSTE INSTANS (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Pirrung, og dommerne N.J. Forwood og S. Papasavvas,

justitssekretær: assisterende justitssekretær B. Pastor,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 25. maj 2004,

under henvisning til Harmoniseringskontorets svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 13. oktober 2004,

under henvisning til intervenientens svarskrift, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 2004,

og efter retsmødet den 1. februar 2005,

afsagt følgende

Dom

Sagens baggrund

1 Den 5. august 1997 indgav intervenienten en EF-varemærkeansøgning til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), som ændret.

2 Det varemærke, der er søgt registreret, er ordmærket SPAFORM.

3 De varer, som registreringsansøgningen vedrører, henhører under klasse 7, 9 og 11 i Nice-arrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret. De omhandlede varer svarer til følgende beskrivelse:

– »pumper, reduktionsventiler, trykventiler«, der henhører under klasse 7

– »apparater og instrumenter til måling af tryk«, der henhører under klasse 9

– »badekar, badekar med strømhvirvler, spabadekar, vaskekummer, badefaciliteter med indbyggede trykdyser, brusere, vandrør«, der henhører under klasse 11.

4 Varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 55/1998 den 27. juli 1998.

5 Den 27. oktober 1998 rejste sagsøgeren indsigelse mod registreringen af det ansøgte varemærke.

6 Indsigelsen var navnlig støttet på varemærkerne SPA THERMES og SPA, der var registreret på følgende måde:

– Varemærket SPA THERMES er registreret i Benelux-landene under nr. 555 229 den 26. juli 1994 for følgende varer og tjenesteydelser:

– »blegemidler og andre midler til vask og rensning af tøj, præparater til rengøring, polering og fjernelse af pletter samt slibemidler, sæbe, parfumerivarer, æteriske olier, kosmetiske præparater, hårvand, tandplejemidler«, der henhører under klasse 3

– »apparater til belysning, opvarmning, dampdannelse, kogning, køling, tørring, ventilation og vandledning samt sanitetsinstallationer, herunder systemer til distribution, behandling, rensning og filtrering af vand«, der henhører under klasse 11

– »tjenesteydelser i forbindelse med et kurbad, herunder levering af sundhedstjenester, bad, brusebad, massage«, der henhører under klasse 42.

– Varemærket SPA er registreret i Benelux-landene under nr. 389 230 den 21. februar 1983 for »mineralvande og kulsyreholdige vande samt andre ikke-alkoholholdige drikke, saft og andre præparater til fremstilling af drikke«, der henhører under klasse 32.

7 Hvad angår sidstnævnte varemærke indeholdt indsigelsen ingen gengivelse heraf. Endvidere henviste sagsøgeren til »det renommé, som varemærkerne har i Benelux-landene for de varer, [der henhører under] klasse 32«.

8 Til støtte for indsigelsen påberåbte sagsøgeren sig artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 vedrørende registreringsnr. 555 229. Selskabet påberåbte sig desuden samme forordnings artikel 8, stk. 5, vedrørende registreringsnr. 389 230.

9 Den 4. oktober 2000 anmodede Indsigelsesafdelingen sagsøgeren om at fremlægge kendsgerninger, beviser og argumenter til støtte for indsigelsen, samtidig med at afdelingen meddelte sagsøgeren, at en nærmere undersøgelse af indsigelsen havde vist, at indsigelsen ikke kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angik artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 40/94, da det tegn, som udgjorde det velkendte varemærke, ikke var gengivet i indsigelsen, og der ikke i indsigelsen forelå noget registreringsbevis, der gjorde det muligt at identificere varemærket.

10 Sagsøgeren sendte den 1. december 2000 en kopi af nævnte registrering til Indsigelsesafdelingen til støtte for den indsigelse, der var rejst på grundlag af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 40/94.

11 Ved afgørelse af 31. juli 2002 forkastede Indsigelsesafdelingen indsigelsen med den begrundelse, at den indsigelse, der var støttet på artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 40/94, måtte afvises. Afdelingen begrundede afgørelsen med henvisning til artikel 42 i forordning nr. 40/94 og regel 18, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 40/94 (EFT L 303, s. 1, herefter »gennemførelsesforordningen«). Indsigelsesafdelingen fandt, at det på grundlag af de oplysninger, som Harmoniseringskontoret var i besiddelse af ved udløbet af indsigelsesfristen, her den 27. oktober 1998, ikke var muligt at identificere det velkendte ældre varemærke. Indsigelsesafdelingen fandt endvidere, at der ikke var nogen risiko for forveksling mellem det ansøgte varemærke og det ældre varemærke SPA THERMES, som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.

12 Den 30. september 2002 indgav sagsøgeren i medfør af artikel 57 og 59 i forordning nr. 40/94 en klage over denne afgørelse til Harmoniseringskontoret.

13 Ved afgørelse af 25. februar 2004 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret sagsøgerens klage. Appelkammeret fandt, at begrundelsen for forkastelsen af indsigelsen, der var baseret på artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 40/94, ikke skulle undersøges, da indsigelsen ikke kunne antages til realitetsbehandling. Appelkammeret bemærkede i denne forbindelse, at »det tegn, der var genstand for den pågældende registrering, ikke fremgik af indsigelsen«. Fjerde Appelkammer fandt endvidere, at der ikke var nogen risiko for forveksling mellem varemærket SPAFORM og det ældre varemærke SPA THERMES som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.

Parternes påstande

14 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede afgørelse annulleres.

– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15 Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:

– Sagsøgeren gives medhold i påstanden om, at den anfægtede afgørelse annulleres.

– Hver part bærer sine egne omkostninger.

16 Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede afgørelse tiltrædes

– Harmoniseringskontoret frifindes i det hele

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17 Under retsmødet har intervenienten nedlagt påstand om, at Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med retsmødet, med den begrundelse, at selskabet ikke ville have givet møde, hvis Harmoniseringskontoret havde nedlagt påstand om frifindelse.

Retlige bemærkninger

Om Harmoniseringskontorets påstande

18 Harmoniseringskontoret har nedlagt påstand om, at sagsøgeren gives medhold i påstanden om, at den anfægtede afgørelse annulleres. Kontoret har henvist til Domstolens dom af 12. oktober 2004, Vedial mod KHIM (sag C-106/03 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 26 og 27). I denne dom fastslog Domstolen, at Harmoniseringskontoret efter artikel 133, stk. 2, i Rettens procesreglement var sagsøgt i sagen ved Domstolen og ikke havde kompetence til for Retten at ændre sagens genstand, således som denne fulgte af de påstande og anbringender, som var fremsat af henholdsvis varemærkeansøgeren og indsigeren. Harmoniseringskontoret har imidlertid præciseret, at det ikke er forpligtet til systematisk at forsvare enhver anfægtet afgørelse, der er truffet af et appelkammer. Harmoniseringskontoret har herved henvist til Rettens dom af 30. juni 2004, GE Betz mod KHIM − Atofina Chemicals (BIOMATE) (sag T-107/02, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 29 ff.).

19 Retten bemærker, at i en sag, hvorunder der er nedlagt påstand om annullation af en afgørelse truffet af et appelkammer i forbindelse med en indsigelsessag, har Harmoniseringskontoret ikke kompetence til − i kraft af de anbringender, som kontoret gør gældende over for Retten − at ændre sagens genstand, således som den følger af de påstande og anbringender, som er fremsat af henholdsvis varemærkeansøgeren og indsigeren (dommen i appelsagen Vedial mod KHIM, præmis 26, som stadfæstede Rettens dom af 12.12.2002, sag T-110/01, Vedial mod KHIM − France Distribution (HUBERT), Sml. II, s. 5275).

20 Det følger imidlertid ikke af denne retspraksis, at Harmoniseringskontoret er forpligtet til at nedlægge påstand om frifindelse i en sag, der er anlagt til prøvelse af en afgørelse truffet af et af dets appelkamre. Selv om Harmoniseringskontoret ikke har den nødvendige søgsmålskompetence til at anlægge sag til prøvelse af en afgørelse truffet af et appelkammer, er det omvendt ikke forpligtet til systematisk at forsvare enhver anfægtet afgørelse, der er truffet af et appelkammer, eller til nødvendigvis at nedlægge påstand om frifindelse i forbindelse med ethvert søgsmål, der er rettet imod en sådan afgørelse (BIOMATE-dommen, præmis 34).

21 Harmoniseringskontoret kan derfor, som i det foreliggende tilfælde, uden at ændre sagens genstand nedlægge påstand om, at sagsøgeren gives medhold i påstanden om, at den anfægtede afgørelse annulleres.

Realiteten

22 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet anført et eneste anbringende, nemlig om, at gennemførelsesforordningens regel 18, stk. 1, er blevet tilsidesat.

Parternes argumenter

23 Sagsøgeren har anført, at den mangel, som først Indsigelsesafdelingen og derefter Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret anså for at foreligge i denne sag, udelukkende angår anvendelsen af gennemførelsesforordningens regel 18, stk. 1. Det skulle derfor ifølge sagsøgeren undersøges, om indsigelsen indeholdt en klar angivelse af det velkendte ældre varemærke, som indsigelsen var baseret på.

24 Sagsøgeren har medgivet, at indsigelsen ikke indeholdt en »gengivelse« af det tegn, der var genstand for registreringen af det velkendte varemærke, som indsigelsen var baseret på. Indsigelsen indeholdt imidlertid en præcis angivelse af registreringen, da det var anført, at registreringen var foretaget i Benelux-landene, og den indeholdt registreringsnummeret, datoen for registreringen og en angivelse af de omhandlede varer.

25 Sagsøgeren har understreget, at der på s. 5 i den indsige