EUR-Lex -  61993TJ0472 - DA - DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FOERSTE AFDELING) DEN 21
Karar Dilini Çevir:
EUR-Lex -  61993TJ0472 - DA - DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FOERSTE AFDELING) DEN 21


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++
1. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, som beroerer dem umiddelbart og individuelt ° forordning, der foregribende tilpasser sukkerpriserne i Spanien til de faelles priser
(EF-traktaten, art. 173, stk. 4, og art. 189; Raadets forordning nr. 3814/92)
2. Erstatningsansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg ° tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private
(EF-traktaten, art. 215, stk. 2)
3. Erstatningsansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg ° tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private ° foregribende tilpasning af sukkerpriserne i Spanien til de faelles priser ° ingen kompensation til isoglukoseproducenterne ° principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og om forbud mod forskelsbehandling ° tilsidesaettelse ° foreligger ikke ° ansvar ikke ifaldet
(EF-traktaten, art. 40, stk. 3, andet afsnit, og art. 215, stk. 2; tiltraedelsesakten af 1985, art. 70, stk. 3; Raadets forordning nr. 3814/92)
Sammendrag


1. Det annullationssoegsmaal, som de spanske isoglukoseproducenter har anlagt til proevelse af forordning nr. 3814/92 ° der foregriber tilnaermelsen af de i Spanien gaeldende sukkerpriser til de faelles priser, foreskriver stoette til sukkerroe- og sukkerroersproducenterne og til sukkerproducenterne for sukker, der befandt sig paa lager, og bemyndiger Spanien til at yde en overgangsstoette til de sukkerproducerende virksomheder ° skal afvises.
Dels indfoerer denne forordning almengyldige regler, der finder anvendelse paa objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for en generelt og abstrakt fastlagt kategori af erhvervsdrivende, nemlig producenterne inden for sukkersektoren, og, saafremt det antages, at den ° selv om den ikke naevner dem ° beroerer de spanske isoglukoseproducenter, der drev virksomhed paa tidspunktet for dens vedtagelse, er det kun i deres objektive egenskab af isoglukoseproducenter paa samme maade som enhver anden virksomhed inden for samme oekonomiske sektor, der aktuelt eller potentielt er i samme situation.
Dels kan den konkurrencesituation, der haevdes at vaere ufordelagtig ° fordi sagsoegerne i modsaetning til de spanske sukkerproducenter ikke har modtaget nogen kompensation som foelge af den ved forordningen foretagne fremskyndede tilpasning af prisen, som de har henvist til ° ikke betragtes som saerlige omstaendigheder, der begrunder, at sagsoegerne har en soegsmaalsret, eftersom faellesskabslovgiver har foretaget et oekonomisk-politisk valg under hensyn til sukkerproducenternes saerlige situation, der adskilte sig fra deres situation.
Endvidere udelukker den omstaendighed, at en retsakt, der finder objektiv anvendelse, kan have forskellige konkrete virkninger for forskellige kategorier af erhvervsdrivende, ikke, at retsakten kan have karakter af en forordning.
2. Faellesskabet kan kun ifalde ansvar for skader forvoldt ved normative retsakter vedtaget af dets institutioner, saafremt der foreligger en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private. I forbindelse med generelle regler, der er kendetegnet ved udoevelsen af en vid skoensbefoejelse, saasom den, der er noedvendig for gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik, kan Faellesskabet kun ifalde ansvar, hvis den paagaeldende institution aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser.
3. Forordning nr. 3814/92, der foregriber tilnaermelsen af de i Spanien gaeldende sukkerpriser til de faelles priser, foreskriver stoette til sukkerroe- og sukkerroersproducenter og til sukkerproducenterne for sukker, der befandt sig paa lager, og bemyndiger Spanien til at yde en overgangsstoette til de sukkerproducerende virksomheder, indebaerer ikke, at Faellesskabet ifalder ansvar over for de spanske isoglukoseproducenter, i forhold til hvilke forordningens udstedelse ikke har udgjort en tilsidesaettelse hverken af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller af princippet om forbud mod forskelsbehandling i traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit.
Det fremgaar for det foerste af en fortolkning af artikel 70, stk. 3, litra a) og b), i akten vedroerende Spaniens tiltraedelse, at sagsoegerne ikke i henhold til denne kunne have nogen berettiget forventning om, at tilnaermelsen mellem de spanske priser og de faelles priser i sukkersektoren ville omfatte en periode efter ikrafttraedelsen af den anfaegtede forordning. For det andet kunne forordning nr. 1716/91, der foreskrev en tilnaermelse af priserne i to etaper frem til 1995, heller ikke skabe en berettiget forventning hos disse producenter, naar der samtidig henses til ° med hensyn til den foerste etape ° formaalet med virkeliggoerelsen af enhedsmarkedet den 1. januar 1993, som var paalagt faellesskabslovgiver ved den europaeiske faelles akt, og som maatte lade fornuftige og velunderrettede erhvervsdrivende paaregne en fremskyndet tilnaermelse af priserne, og ° med hensyn til den anden etape ° den omstaendighed, at det fremgaar af naevnte forordnings artikel 7, at betingelserne for tilnaermelsen for denne periode ikke var fastlagt ved udstedelsen af forordningen, men skulle vedtages paa et senere tidspunkt.
Desuden udgoer den omstaendighed, at forordningen ikke foreskriver overgangsforanstaltninger til fordel for de spanske isoglukoseproducenter, som skulle goere det muligt for dem at imoedegaa den situation, der var skabt ved den fremskyndede tilnaermelse af priserne, mens den foreskriver overgangsforanstaltninger ° navnlig i form af stoette ° til sukkerproducenterne, ikke en forskelsbehandling af foerstnaevnte, idet de to producentgrupper, navnlig med hensyn til forsyningsvilkaarene for raastoffer og produktionsvilkaar, befandt sig i objektivt forskellige situationer.
Dommens præmisser


Faktiske omstaendigheder
1 Reglerne om den faelles markedsordning for sukker er indeholdt i Raadets grundforordning (EOEF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 (EFT L 177, s. 4, herefter benaevnt "forordning nr. 1785/81"), som senere er aendret flere gange.
2 I akten vedroerende vilkaarene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse, som er knyttet til traktaten om Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, underskrevet den 12. juni 1985 (EFT L 302, s. 9, herefter benaevnt "tiltraedelsesakten"), bestemmes det i artikel 70, stk. 3, litra a), som finder anvendelse paa sukker og isoglukose i medfoer af aktens artikel 108, at saafremt prisen for et landbrugsprodukt i Spanien paa tiltraedelsesdatoen er hoejere end den faelles pris, fastfryses den hoejere pris i Spanien, idet tilnaermelsen af priserne skal opnaas ved udviklingen i de faelles priser i loebet af de foerste syv aar efter tiltraedelsen. I tiltraedelsesaktens artikel 70, stk. 3, litra b), hedder det, at saafremt prisen for et landbrugsprodukt i Spanien ved udgangen af det fjerde aar efter tiltraedelsen er vaesentlig hoejere end den faelles pris, skal Raadet foretage en analyse af udviklingen, for saa vidt angaar tilnaermelsen af priserne, paa grundlag af en udtalelse fra Kommissionen og i givet fald ledsaget af passende forslag.
3 Da den i tiltraedelsesakten omhandlede tilpasning af priserne ikke fandt sted, foretog Raadet en undersoegelse af priserne efter de foerste fem aar og udstedte forordning (EOEF) nr. 1716/91 af 13. juni 1991 om tilnaermelse af de i Spanien gaeldende priser for sukker og sukkerroer til de faelles priser (EFT L 162, s. 18, herefter benaevnt "forordning nr. 1716/91").
4 Raadet besluttede dels at forlaenge perioden for tilnaermelse af priserne til den 1. juli 1995, dels at gennemfoere en tilnaermelse i to etaper. Det hedder saaledes i artikel 2 i forordning nr. 1716/91:
"Perioden for tilnaermelse af de spanske priser forlaenges til den 1. juli 1995. Den i artikel 1 omhandlede tilnaermelse gennemfoeres i to etaper, saaledes at den foerste etape omfatter produktionsaarene 1991/92 og 1992/93 og den anden etape produktionsaarene 1993/94, 1994/95 og 1995/96."
5 I henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1718/91 af 13. juni 1991 om fastsaettelse for produktionsaaret 1991/1992 af de afledte interventionspriser for hvidt sukker, interventionsprisen for raasukker, minimumspriserne for A-sukkerroer og B-sukkerroer, taerskelpriserne, refusionsbeloebet til udligning af lageromkostninger samt priserne gaeldende for Spanien og Portugal (EFT L 162, s. 23), blev interventionsprisen for sukker i Spanien nedsat for produktionsaaret 1991/1992. Det samme skete for produktionsaaret 1992/1993 ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1749/92 af 30. juni 1992 om fastsaettelse for produktionsaaret 1992/1993 af de afledte interventionspriser for hvidt sukker, interventionsprisen for raasukker, minimumspriserne for A-sukkerroer og B-sukkerroer, taerskelpriserne, refusionsbeloebet til udligning af lageromkostninger samt priserne gaeldende for Spanien og Portugal (EFT L 180, s. 14, herefter benaevnt "forordning nr. 1749/92"). Nedsaettelsen var paa henholdsvis 0,41 og 1,72 ECU pr. 100 kg hvidt sukker.
6 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3814/92 af 28. december 1992 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1785/81 og om anvendelse i Spanien af de sukkerpriser, der er fastsat i forordningen (EFT L 387, s. 7, herefter benaevnt "den anfaegtede forordning"), blev det bestemt, at der skulle gennemfoeres en fuldstaendig tilnaermelse af priserne pr. 1. januar 1993 med henblik paa gennemfoerelsen af det indre marked. Interventionsprisen for sukker i Spanien blev saaledes nedsat med 5,16 ECU pr. 100 kg hvidt sukker, idet den nye pris traadte i stedet for den hoejere pris, som var fastsat i forbindelse med de overgangsforanstaltninger, der var truffet i medfoer af tiltraedelsesakten, herunder forordning nr. 1716/91, som derfor blev ophaevet ved den anfaegtede forordning.
7 Den anfaegtede forordning giver i artikel 2 hjemmel til en overgangsstoette, som nedsaettes gradvist, til sukkerroe- og sukkerroersproducenterne i Spanien. I henhold til forordningen ydes der til sukkerproducenterne en stoette paa 5,16 ECU pr. 100 kg sukker, udtrykt i hvidt sukker, for produkter under kvoterne, som ved midnat den 31. december 1992 befinder sig paa lager, bortset fra mindstelageret, hos dem, der er berettiget til refusion af lageromkostninger for disse lagre i henhold til artikel 8 i forordning (EOEF) nr. 1785/81.
8 Desuden fastsaettes i den anfaegtede forordnings artikel 1, stk. 2, litra b), for perioden fra den 1. januar 1993 til den 30. juni 1993 den nye minimumspris for sukkerroer, som skal betales af sukkerproducenter, der anvender sukkerroer som raavare, idet minimumsprisen nedsaettes.
9 Endelig bemyndiges Spanien i henhold til den anfaegtede forordnings artikel 3 til at yde en tilpasningsstoette til sukkerproducerende virksomheder i produktionsaarene 1993/1994, 1994/1995 og 1995/1996 i forbindelse med omstruktureringsplaner, der skal rationalisere sukkerindustrien i Spanien.
10 De sagsoegende selskaber er de eneste isoglukoseproducenter i Spanien. Da der i forbindelse med Spaniens tiltraedelse blev indfoert en kvoteordning for isoglukoseproduktionen, blev kvoterne til isoglukosefremstillende virksomheder i Spanien (75 000 tons inden for rammerne af A-kvoterne og 8 000 tons inden for rammerne af B-kvoterne) tildelt sagsoegerne. Sagsoegerne modtog ingen faellesskabsstoette ved ikrafttraedelsen af den anfaegtede forordning.
Retsforhandlinger
11 Sagsoegerne har paa denne baggrund den 23. marts 1993 anlagt sag ved Domstolen.
12 Ved kendelse af 13. september 1993 har Domstolens praesident tilladt Kommissionen at intervenere til stoette for Raadets paastande.
13 Da sagen i henhold til Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) siden den 1. august 1993 har henhoert under Rettens kompetence, har Domstolen ved kendelse af 27. september 1993 henvist sagen til Retten.
14 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.
15 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 8. juli 1994.
Parternes paastande
16 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:
i) Den anfaegtede forordning annulleres.
ii) Raadet tilpligtes at erstatte den skade, sagsoegerne har lidt som foelge af forordningen, idet erstatningen fastsaettes til 3 540 650 ECU til Campo Ebro Industrial, SA, 1 313 415 ECU til Levantina Agrícola Industrial, SA, og 1 865 029 ECU til Cerestar Ibérica, SA, eller andre beloeb efter Rettens skoen, med rente 8% p.a. fra sagens anlaeg til betaling sker.
iii) Raadet tilpligtes i oevrigt at betale enhver anden form for erstatning, som Retten maatte finde passende ud fra retsregler eller rimelighedsbetragtninger.
iv) Raadet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
17 Raadet har nedlagt foelgende paastande:
i) Sagsoegernes paastand om annullation afvises; subsidiaert: frifindelse for saa vidt angaar denne paastand.
ii) Frifindelse for saa vidt angaar sagsoegernes paastand om erstatning.
iii) Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
18 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
i) Paastanden om annullation afvises; subsidiaert: frifindelse for saa vidt angaar denne paastand.
ii) Frifindelse for saa vidt angaar paastanden om erstatning.
iii) Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Antagelse til realitetsbehandling af annullationspaastanden
Parternes argumenter
19 Raadet har ° uden formelt at paastaa sagen afvist i henhold til procesreglementets artikel 114 ° gjort gaeldende, at annullationspaastanden boer afvises, da den anfaegtede forordning ikke er en beslutning, som, skoent den er udfaerdiget i form af en forordning, dog beroerer sagsoegerne umiddelbart og individuelt.
20 Raadet har foerst anfoert, at den anfaegtede forordning er en generel retsakt, og at sagsoegerne kun er beroert i deres objektive egenskab af erhvervsdrivende, der udoever en virksomhed i den paagaeldende sektor.
21 Raadet har dernaest gjort gaeldende, at det forhold, at der findes en kvoteordning inden for isoglukosesektoren, ikke giver tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa, at sagsoegerne er blevet udsat for "en indgriben i deres retsstilling paa grund af faktiske omstaendigheder, der adskiller dem fra alle andre og individualiserer dem paa lignende maade som en adressat", saaledes som det kraeves i henhold til Domstolens praksis (jf. navnlig dom af 24.2.1987, sag 26/86, Deutz und Geldermann mod Raadet, Sml. s. 941, og kendelse af 24.5.1993, sag C-131/92, Arnaud m.fl. mod Raadet, Sml. I, s. 2573, og af 21.6.1993, sag C-282/93, Comafrica m.fl. mod Raadet og Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser). Raadet har henvist til, at det ligeledes fremgaar af denne retspraksis, at den omstaendighed, at det er muligt med stoerre eller mindre bestemthed at fastlaegge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som vil blive beroert af en retsakt, paa ingen maade er ensbetydende med, at disse skal anses for at vaere individuelt beroert af retsakten, naar det kan fastslaas, at denne retsvirkning som grundlag har objektive, retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i retsakten.
22 Raadet har desuden paapeget, at sagsoegerne i deres replik har erkendt, at baade de spanske sukkerproducenter og sagsoegerne paa samme maade vil faa en mindre fortjenstmargen paa deres salg som foelge af den anfaegtede forordning. Sagsoegerne er saaledes ikke mere "individuelt" beroert af forordningen end de spanske sukkerproducenter.
23 Raadet har paa denne baggrund konkluderet, at annullationspaastanden i overensstemmelse med Domstolens praksis (jf. dom af 6.10.1982, sag 307/81, Alusuisse mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3463, og af 24.11.1992, forenede sager C-15/91 og C-108/91, Buckl m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6061) skal afvises, da sagsoegerne ikke er individuelt beroert.
24 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at betingelserne i EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, er opfyldt. For det foerste er den anfaegtede forordning umiddelbart anvendelig, idet den ikke overlader medlemsstaterne noget skoen ved den naermere gennemfoerelse. For det andet beroerer den sagsoegerne individuelt i overensstemmelse med de kriterier, Domstolen har opstillet i saa henseende i dom af 15. juli 1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen (Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197), og af 17. januar 1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 207).
25 Sagsoegerne har til stoette for dette anbringende anfoert, at de er de eneste isoglukoseproducenter i Spanien efter indfoerelsen af kvoteordningen ved Spaniens tiltraedelse, og fortsat vil vaere det i en overskuelig fremtid, og at de er de eneste producenter, der er bragt i en saerlig ufordelagtig konkurrencesituation paa grund af nedsaettelsen af interventionsprisen for sukker. Sagsoegerne har i denne henseende tilfoejet, at de paa baggrund af den meget naere konkurrencemaessige sammenhaeng, der ° som anerkendt af Raadet (jf. navnlig anden og tredje betragtning til forordning nr. 1785/81 og Domstolens dom af 25.10.1978, forenede sager 103/77 og 145/77, Royal Scholten-Honig m.fl., Sml. s. 2037) ° bestaar mellem interventionsprisen paa sukker og salgsprisen for isoglukose, efter nedsaettelsen af interventionsprisen for sukker var afskaaret fra at forhoeje deres salgspris med henblik paa at indkalkulere nedskrivningen af den groenne peseta. I modsaetning til sukkerproducenterne modtog sagsoegerne ingen form for kompensation for den nedgang i deres fortjenstmargen, som den anfaegtede forordning medfoerte.
26 I oevrigt kunne Raadet have skaffet sig kendskab til, at den anfaegtede forordning, naar der ikke blev truffet overgangsforanstaltninger til fordel for isoglukoseproducenterne, kun ville beroere sagsoegernes interesser (jf. ovennaevnte dom i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen).
27 Sagsoegerne har endelig i replikken tilfoejet, at Domstolen i dommen i sagen Alusuisse mod Raadet og Kommissionen, jf. ovenfor, som en del af grundlaget for at afvise sagen lagde vaegt paa, at sagsoegeren i den paagaeldende sag kunne anfaegte de individuelle retsakter, der var udstedt af de nationale myndigheder til gennemfoerelse af de omhandlede faellesskabsforordninger, ved de nationale domstole. Sagsoegerne har henvist til, at de konkret ikke har denne mulighed.
28 Intervenienten, Kommissionen, har i det vaesentlige tilsluttet sig Raadets argumentation og tilfoejet, at sagsoegernes situation svarer til den, sagsoegeren var i i sagen AEFMA mod Kommissionen (Domstolens kendelse af 12.7.1993, sag C-107/93, Sml. I, s. 3999), som blev afvist af Domstolen.
Rettens bemaerkninger
29 Det bemaerkes, at fysiske eller juridiske personer i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 4, som svarer til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, kan anlaegge sag til proevelse af beslutninger, der retter sig til dem, eller beslutninger, som, skoent de er udfaerdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer dem umiddelbart og individuelt. Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, at en privatpersons annullationssoegsmaal skal afvises, saafremt det er rettet mod en almengyldig forordning, jf. traktatens artikel 189, stk. 2, idet afgoerelsen af, om der foreligger en forordning eller en beslutning, ifoelge Domstolens faste praksis beror paa, om den omhandlede retsakt er almengyldig eller ej (jf. ovennaevnte dom i sagen Alusuisse mod Raadet og Kommissionen). I naervaerende sag maa den anfaegtede forordnings beskaffenhed og navnlig de retsvirkninger, den skal have eller faktisk har, saaledes undersoeges.
30 Det fremgaar af den anfaegtede forordning, at den aendrer grundforordningen for sukker, forordning nr. 1785/81, og at den drejer sig om anvendelse i Spanien af de sukkerpriser, der er fastsat i naevnte forordning. De i Spanien gaeldende priser for sukker tilnaermes de faelles priser ved hjaelp af en nedsaettelse af interventionsprisen for sukker og minimumsprisen for sukkerroer i Spanien. For at lette tilnaermelsen af priserne ydes der i henhold til den anfaegtede forordning dels stoette til sukkerroe- og sukkerroersproducenterne, dels til sukkerproducenterne for det sukker, som den 31. december 1992 befandt sig paa lager.
31 Saadanne bestemmelser fremtraeder som almengyldige regler, jf. traktatens artikel 189, der finder anvendelse paa objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper, nemlig producenterne inden for sukkersektoren. Det skal understreges, at isoglukoseproducenterne ikke er naevnt i de paagaeldende bestemmelser.
32 Det bemaerkes dernaest, at det foelger af Domstolens faste praksis, at en retsakt ikke mister sin almengyldighed og dermed sin karakter af en forordning, fordi det er muligt at fastlaegge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den paa et givet tidspunkt finder anvendelse paa, naar det er ubestridt, at den anvendes paa grundlag af objektive faktiske og retlige omstaendigheder, som er fastlagt i retsakten, og som er relevante i forhold til dens formaal (jf. f.eks. ovennaevnte dom i sagen Alusuisse mod Raadet og Kommissionen, og Domstolens kendelse af 12.7.1993, sag C-128/91, Gibraltar og Gibraltar Development mod Raadet, Sml. I, s. 3971, praemis 15).
33 Selv om sagsoegerne i oejeblikket, efter at der er indfoert en kvoteordning, er de eneste isoglukoseproducenter i Spanien, og selv om det antages, at de er beroert af den anfaegtede forordning, i det omfang den finder anvendelse paa fremtidige forhold, ville sagsoegerne under alle omstaendigheder udelukkende vaere beroert i deres objektive egenskab af isoglukoseproducenter paa samme maade som enhver anden virksomhed inden for sukkersektoren, der aktuelt eller potentielt er i samme situation.
34 Hvad angaar sagsoegernes argument om, at de som de eneste virksomheder er i en saerligt ufordelagtig konkurrencesituation, da de i modsaetning til de spanske sukkerproducenter ikke har modtaget nogen kompensation efter nedsaettelsen af interventionsprisen for sukker, skal det undersoeges, om en saadan situation kan betragtes som saerlige omstaendigheder som omhandlet i Domstolens dom af 10. december 1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen (Sml. 1969, s. 117, org. ref.: Rec. s. 459).
35 Som det fremgaar af Rettens bemaerkninger vedroerende realiteten for saa vidt angaar erstatningspaastanden (jf. nedenfor, praemis 82-91), blev faellesskabslovgivers oekonomisk-politiske valg truffet paa grundlag af saerlige faktiske omstaendigheder, der gjorde sig gaeldende for de erhvervsdrivende, som den anfaegtede forordning direkte retter sig til. Alene det forhold, at sagsoegerne, som de haevder, maatte vaere i en ufordelagtig konkurrencesituation, kan saaledes ikke i sig selv betragtes som en saerlig omstaendighed, der indebaerer, at de er individuelt beroert af den anfaegtede forordning, idet de ikke befinder sig i samme faktiske situation som de situationer, der er objektivt bestemt i forordningen.
36 Endvidere bemaerkes, at selv om sagsoegerne havde vaeret omfattet af den anfaegtede forordning, fremgaar det af retspraksis, at det forhold, at en bestemmelse i en retsakt kan have forskellige konkrete virkninger for de enkelte retssubjekter, som den finder anvendelse paa, ikke udelukker, at retsakten kan have karakter af en forordning, saafremt denne situation er objektivt bestemt (jf. Domstolens dom af 11.7.1968, sag 6/68, Zuckerfabrik Watenstedt mod Raadet, Sml. 1965-1968, s. 531, org. ref.: Rec. s. 595, og af 5.5.1977, sag 101/76, Koninklijke Scholten-Honig mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 797). Denne retspraksis er saa meget mere relevant i det foreliggende tilfaelde, som den anfaegtede forordning ikke finder anvendelse paa sagsoegerne. Spoergsmaalet om, hvorvidt dette burde have vaeret tilfaeldet, maa i oevrigt i overensstemmelse med de faellesskabsretlige regler om de forskellige retsmidler undersoeges i forbindelse med spoergsmaalet om et eventuelt ansvar uden for kontraktforhold for Faellesskabet.
37 Annullationspaastanden boer herefter afvises.
Erstatningspaastanden
Ansvarsgrundlaget
Parternes argumenter
38 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Raadet ved at udstede den anfaegtede forordning har handlet retsstridigt og saaledes paadraget Faellesskabet et erstatningsansvar.
39 De har foerst henvist til generaladvokat VerLoren van Themaat' s forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 5. marts 1986, sag 59/84, Tezi mod Kommissionen (Sml. s. 887, paa s. 889), og herved anfoert, at Domstolens praksis vedroerende erstatningsansvar for generelle retsakter ikke kan anvendes, da den anfaegtede forordning i realiteten i forhold til sagsoegerne udgoer en beslutning, der beroerer dem umiddelbart og individuelt. Den omstaendighed, at der er sket en tilsidesaettelse af faellesskabsretlige principper, er i sig selv tilstraekkelig til, at Faellesskabet er erstatningsansvarligt for den skade, der foelger heraf, uden at det er noedvendigt at undersoege, hvor alvorlig overtraedelsen er.
40 Raadet har gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning er en generel retsakt, idet den finder anvendelse paa alle erhvervsdrivende med forbindelse til sukkersektoren i Spanien. Der er tale om et oekonomisk-politisk valg i lovgivningsmaessig sammenhaeng, kendetegnet ved udoevelsen af en vid skoensbefoejelse, som er noedvendig med henblik paa gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik.
Rettens bemaerkninger
41 Indledningsvis bemaerkes, at der, naar henses til den sammenhaeng, den anfaegtede forordning indgaar i, nemlig den faelles markedsordning for landbrugsvarer, er tale om en generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg. Sagsoegerne er derfor som fastslaaet i det foregaaende ikke umiddelbart og individuelt beroert af forordningen.
42 I henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, skal Faellesskabet, for saa vidt angaar ansvar uden for kontraktforhold, i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsaetninger, der er faelles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dets institutioner under udoevelsen af deres hverv. Naar der er tale om generelle retsakter, som bygger paa et oekonomisk-politisk valg, kan Faellesskabet kun ifalde ansvar, saafremt der foreligger en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private (jf. Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Sml. 1971, s. 275, org. ref.: Rec. s. 975, og af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061).
43 Ifoelge fast praksis indebaerer kravet om en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse ° i forbindelse med generelle regler som de her omhandlede, der er kendetegnet ved udoevelsen af en vid skoensbefoejelse, som er noedvendig med henblik paa gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik ° at Faellesskabet kun kan ifalde ansvar, hvis den paagaeldende institution aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser (jf. Domstolens dom af 25.5.1978, forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1209, og ovennaevnte dom i sagen Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen).
44 Det maa saaledes undersoeges, om der i det foreliggende tilfaelde er sket en saadan kraenkelse. Retten skal i den forbindelse tage stilling til sagsoegernes anbringender om en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og om en overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling.
Anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
Parternes argumenter
45 Sagsoegerne har under henvisning til Domstolens dom af 14. maj 1975, sag 74/74, CNTA mod Kommissionen (Sml. s. 533), gjort gaeldende, at Raadet har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at udstede den anfaegtede forordning uden forudgaaende meddelelse og uden at traeffe overgangsforanstaltninger til fordel for dem.
46 Sagsoegerne har til stoette herfor anfoert, at tilnaermelsen af interventionspriserne for sukker skulle vaere sket ved at indfoere de faelles priser i Spanien i loebet af de foerste syv aar efter tiltraedelsen. Ved forordning nr. 1716/91 blev tilnaermelsesperioden imidlertid forlaenget ° i to etaper ° til og med produktionsaaret 1995/1996, idet de faelles priser ikke havde udviklet sig som forventet.
47 Efter sagsoegernes opfattelse kan deres forventninger med hensyn til niveauet for tilnaermelsen for den resterende del af den foerste etape, dvs. perioden fra den 1. januar 1993 til den 1. juli 1993, ikke bestrides. Selv om forordning nr. 1716/91 ikke indeholder naermere regler for tilnaermelsen af priserne i den anden etape, blev perioden for tilnaermelsen af priserne i henhold til forordningen udvidet indtil produktionsaaret 1995/1996, hvilket maatte indebaere gradvise prisaendringer i loebet af hele den paagaeldende periode.
48 Sagsoegerne har anfoert, at forordning nr. 1716/91, som er baseret paa en analyse af sukkermarkedet i overensstemmelse med tiltraedelsesaktens artikel 70, stk. 3, litra b), blev udstedt paa et tidspunkt, hvor det allerede laa fast, at det indre marked skulle oprettes. Den anfaegtede forordning, som blev udstedt med henblik paa gennemfoerelsen af det indre marked, kom imidlertid fuldstaendig bag paa sagsoegerne.
49 Raadet har foerst henvist til, at sagsoegerne i replikken har erkendt, at de ikke nedsatte deres salgspriser i pesetas den 1. januar 1993, fordi nedsaettelsen af interventionsprisen for sukker i ecu fuldt ud blev daekket af nedskrivningen af den groenne peseta. Eftersom sagsoegerne driver deres virksomhed i national valuta, og da deres paastaaede berettigede forventning efter Raadets opfattelse hviler paa, at de paa grundlag af forordning nr. 1716/91 gik ud fra, at prisen for sukker (i pesetas) fortsat ville vaere hoejere i Spanien indtil produktionsaaret 1995/96, har der ikke foreligget nogen berettiget forventning, som sagsoegerne kunne blive skuffet i.
50 Selv om det antages, at dette ikke skulle vaere tilfaeldet, fremgaar det efter Raadets opfattelse af Domstolens praksis, at enhver fornuftig og velunderrettet erhvervsdrivende maa forvente, at de relevante regler aendres i det omfang, det er noedvendigt for at tage hensyn til udviklingen paa markedet (jf. dom af 1.2.1978, sag 78/77, Luehrs, Sml. s. 169, og af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395), og at de erhvervsdrivende ikke kan siges at have en beskyttelsesvaerdig, berettiget forventning om, at en oekonomisk fordel, som er blevet givet dem inden for rammerne af en faelles markedsordning, opretholdes, navnlig ikke naar den oekonomiske begrundelse for foranstaltningen ikke laengere foreligger. Raadet har herved gjort gaeldende, at datoen den 1. juli 1995, som markerer afslutningen paa forlaengelsen af tilnaermelsesperioden i henhold til forordning nr. 1716/91, ikke kunne skabe grundlag for en berettiget forventning, idet forlaengelsen var begrundet i den oekonomiske situation, som de spanske sukkerroeproducenter og sukkerproducenter befandt sig i, og som i mellemtiden havde aendret sig, saaledes at der kunne gennemfoeres en tilnaermelse af priserne allerede den 1. januar 1993.
51 Kommissionen har stoettet Raadets argumenter og tilfoejet, at de omhandlede bestemmelser i den anfaegtede forordning er identiske med de tilsvarende bestemmelser i det forslag, som Kommissionen havde sendt til Raadet den 11. november 1992, og som blev behandlet i den spanske presse allerede i juli 1992.
Rettens bemaerkninger
52 Det fremgaar af Domstolens praksis, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er tilsidesat, naar en faellesskabsinstitution, uden at modstaaende almene hensyn af bydende karakter goer sig gaeldende, med oejeblikkelig virkning og uden forudgaaende meddelelse ophaever en saerlig, beskyttelsesvaerdig fordel for de beroerte virksomheder uden at traeffe overgangsforanstaltninger (jf. ovennaevnte dom i sagen CNTA mod Kommissionen). Det fremgaar imidlertid ogsaa af Domstolens praksis, at anvendelsesomraadet for princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke maa udvides i en saadan grad, at princippet generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse paa de fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet under en tidligere ordning, hvilket navnlig gaelder inden for et omraade som de faelles markedsordninger, hvor det netop er noedvendigt af hensyn til opfyldelsen af disses formaal, at der foretages en konstant tilpasning i forhold til aendringerne i den oekonomiske situation (jf. Domstolens dom af 20.9.1988, sag 203/86, Spanien mod Raadet, Sml. s. 4563).
53 Retten skal saaledes undersoege, om de regler, der gjaldt forud for den anfaegtede forordning, havde skabt en berettiget forventning hos de erhvervsdrivende i den beroerte sektor.
54 Det bemaerkes herved for det foerste, at tiltraedelsesaktens artikel 70, stk. 3, litra a), hjemler en overgangsperiode paa syv aar efter tiltraedelsen med henblik paa, at de spanske sukkerpriser tilnaermes de faelles priser, idet de faelles priser, jf. dog artikel 70, stk. 3, litra b), skulle gaelde fra den syvende tilnaermelse. Overgangsperioden skulle i henhold til tredje betragtning til forordning nr. 1716/91 udloebe med produktionsaaret 1992/1993.
55 Det bemaerkes for det andet, at det fremgaar af tiltraedelsesaktens artikel 70, stk. 3, litra b), at saafremt sukkerpriserne i Spanien var vaesentligt hoejere end de faelles priser, skulle Raadet inden udgangen af det fjerde aar efter tiltraedelsen foretage en analyse af udviklingen for saa vidt angaar tilnaermelsen af priserne, paa grundlag af en udtalelse fra Kommissionen, der i givet fald skulle ledsages af passende forslag. Raadet kunne bl.a. forlaenge pristilnaermelsesperioden og traeffe bestemmelse om andre fremgangsmaader med henblik paa en hurtigere tilnaermelse af priserne.
56 Det foelger heraf, at Raadet var bemyndiget til efter de foerste fire produktionsaar at vedtage en anden tilnaermelsesmetode og, i al fald efter den syvende tilnaermelse efter tiltraedelsen, at gennemfoere en fuldstaendig tilnaermelse af sukkerpriserne ved en forordning. Sagsoegerne havde derfor ikke paa grundlag af tiltraedelsesakten en berettiget forventning om, at der ogsaa ville blive sikret dem en overgangsperiode for pristilnaermelsen efter indgangen til produktionsaaret 1992/1993.
57 Det skal dernaest undersoeges, om forordning nr. 1716/91 kunne skabe en berettiget forventning hos sagsoegerne.
58 For saa vidt angaar den foerste etape i tilnaermelsen i henhold til denne forordning bemaerkes indledningsvis, at Raadet ved den anfaegtede forordning aendrede prisordningen for sukker i loebet af produktionsaaret 1992/1993, saaledes som den var fastsat ved forordning nr. 1749/92 inden for rammerne af artikel 3 og 4 i forordning nr. 1716/91. Retten skal saaledes undersoege, om Raadet med denne aendring af prisordningen kan siges at have ophaevet en saerlig, beskyttelsesvaerdig fordel med oejeblikkelig virkning og uden forudgaaende meddelelse.
59 Der henvises herved til fjerde og femte betragtning til forordning nr. 1716/91, hvori det hedder, at perioden for tilnaermelse af priserne forlaenges med en periode paa fem produktionsaar indtil den 1. juli 1995 med henblik paa at forhindre, at landbrugerne udsaettes for en for hurtig nedsaettelse af priserne paa sukkerroer, og for at tage hensyn til den saerdeles vanskelige situation, som sukkersektoren i Spanien ifoelge den foretagne analyse befandt sig i.
60 Det fremgaar endvidere af den anfaegtede forordning, at faellesskabslovgiver paa tidspunktet for udstedelsen af forordningen fandt, at det var muligt at gennemfoere en fuldstaendig tilnaermelse af priserne med virkning fra den 1. januar 1993 ved at give de spanske sukkerroeproducenter og om noedvendigt ogsaa sukkerroersproducenterne en indkomstkompensation i form af en overgangsstoette, som nedsaettes gradvis (jf. tredje betragtning til forordningen). Faellesskabslovgiver fandt nemlig, at gennemfoerelsen af det indre marked den 1. januar 1993 gjorde det oenskeligt, at hindringerne for samhandelen blev fjernet (jf. foerste betragtning til forordningen).
61 Det bemaerkes desuden, at faellesskabsinstitutionerne i henhold til fast retspraksis har et vidt skoen i forbindelse med den faelles landbrugspolitik, og at de erhvervsdrivende ikke kan have nogen berettiget forventning om opretholdelse af en bestaaende situation, som institutionerne kan aendre inden for rammerne af deres skoen (jf. ovennaevnte dom i sagen Delacre m.fl. mod Kommissionen).
62 Retten finder paa denne baggrund, at Raadet ikke i forbindelse med det oekonomisk-politiske valg, det traf, overskred graenserne for sit skoen. Begrundelsen for den anfaegtede retsakt viser nemlig, at stoetten blev ydet ud fra betragtninger, der ikke overskrider graenserne for Raadets skoen. Beslutningen om at standse tilnaermelsesperioden var saaledes udtryk for et lovligt oekonomisk-politisk valg og dermed omfattet af de generelle retsakter, Faellesskabet kunne udstede ud fra det overordnede hensyn til gennemfoerelsen af det indre marked.
63 Selv om forordning nr. 1716/91, hvorved tilnaermelsesperioden blev forlaenget, blev udstedt efter ikrafttraedelsen af den europaeiske faelles akt, finder Retten desuden, at fornuftige og velunderrettede erhvervsdrivende maatte paaregne, at gennemfoerelsen af det indre marked ogsaa kunne foere til en fremskyndet tilnaermelse af interventionspriserne for sukker, idet der paa grund af de prisforskelle, der fandtes inden for den paagaeldende sektor, var indfoert en ordning med tiltraedelsesudligningsbeloeb, som i strid med maalsaetningen om at gennemfoere det indre marked kunne foere til opretholdelse af hindringer for samhandelen mellem medlemsstaterne.
64 Dette goer sig saerligt gaeldende i det foreliggende tilfaelde, hvor de forslag, som Kommissionen fremsatte for Raadet den 11. november 1992, og som foerte til udstedelsen af den anfaegtede forordning, forinden var blevet behandlet i den spanske presse i juli 1992.
65 Det maa herefter fastslaas, at sagsoegerne ikke i relation til den foerste etape i tilnaermelsen har godtgjort, at de havde en berettiget forventning, som de er blevet skuffet i.
66 Hvad angaar den anden etape i tilnaermelsen skal det blot bemaerkes, at det fremgaar af saavel syvende betragtning til forordning nr. 1716/91 som dennes artikel 7, at betingelserne for tilnaermelsen for denne periode ikke var fastlagt ved udstedelsen af forordningen. I henhold til artikel 7 skulle Raadet inden den 1. januar 1993 vedtage betingelserne for tilnaermelsen i den anden etape. Det er allerede af denne grund udelukket, at sagsoegerne kunne have en beskyttelsesvaerdig, berettiget forventning i relation til betingelserne for tilnaermelsen af priserne fra og med produktionsaaret 1993/1994.
67 Sagsoegerne har saaledes ikke godtgjort, at de havde en berettiget forventning, som de blev skuffet i, da der med virkning fra den 1. januar 1993 blev foretaget en fuldstaendig tilnaermelse af sukkerpriserne.
68 Anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan herefter ikke tiltraedes.
Anbringendet om en overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling
Parternes argumenter
69 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning ogsaa strider mod forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit.
70 Sagsoegerne har for det foerste anfoert, at den forskellige behandling af de erhvervsdrivende ikke er objektivt begrundet, idet den anfaegtede forordning ikke indeholder nogen begrundelse for forskellen. Forordningen boer saaledes allerede af denne grund annulleres som vaerende i strid med traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit.
71 Sagsoegerne har for det andet henvist til, at Domstolen i sin dom af 25. oktober 1978 i sagen Royal Scholten-Honig m.fl. (jf. ovenfor) fastslog, at sukker og isoglukose i princippet skal behandles ens. I den anfaegtede forordning behandles de to produkter imidlertid forskelligt. I modsaetning til sagsoegerne kunne sukkerproducenterne nemlig baade drage fordel af en stoette for de produkter, der var paa lager den 1. januar 1993 (artikel 2, stk. 2), og af en nedsaettelse af prisen for sukkerroer, som er en af deres raavarer [artikel 1, stk. 2, litra b)].
72 Sagsoegerne har herved anfoert, at det af Raadet rejste spoergsmaal om oplagring er irrelevant, da baade sukkerproducenterne og sagsoegerne udsaettes for en nedgang i fortjenstmargenen paa deres salg efter ikrafttraedelsen af den anfaegtede forordning uden hensyntagen til maengden af produkter, der var paa lager den 1. januar 1993. Endvidere er sagsoegerne ogsaa noedsaget til at koebe deres raavarer, nemlig korn, til minimumspriser inden for rammerne af den faelles markedsordning for korn, hvorefter der er fastsat en interventionspris, der udgoer markedets gulvpris.
73 Sagsoegerne har endelig for saa vidt angaar den bemyndigelse, der er givet Spanien til under visse betingelser at yde en tilpasningsstoette til sukkerproducerende virksomheder, anfoert, at de er stillet over for problemer, der kan sammenlignes med de sukkerproducerende virksomheders, efter at der skete en nedgang paa ca. 30% i deres produktionskapacitet ved indfoerelsen af kvoteordningen.
74 Raadet har bestridt, at den anfaegtede forordning strider mod forbuddet mod forskelsbehandling, idet sukkerproducenternes situation objektivt adskilte sig fra isoglukoseproducenternes.
75 Raadet finder for det foerste, at stoetten for sukker, der var paa lager, var objektivt begrundet, idet isoglukoseproducenter ° i modsaetning til sukkerproducenter ° ikke behoever at opretholde lagre som en uundgaaelig foelge af forarbejdningsprocessen, eftersom isoglukose skal anvendes straks efter fremstillingen. Sukkerproducenterne havde i forbindelse med de maengder sukker, der var paa lager den 1. januar 1993, betalt sukkerroerne fra 1992-hoesten til den hoejere minimumspris, der var gaeldende i produktionsaaret 1991/1992, og de havde saaledes ikke faaet fordel af nedsaettelsen af sukkerroeprisen efter ikrafttraedelsen af den anfaegtede forordning. Isoglukoseproducenterne kunne derimod frit koebe deres raavarer uden at skulle betale en af Faellesskabet fastsat minimumspris.
76 Hvad dernaest angaar den nationale stoette, som Spanien i henhold til artikel 3 i den anfaegtede forordning bemyndiges til at yde til sukkerproducenterne med henblik paa at lette de strukturelle tilpasninger, finder Raadet, at isoglukoseproducenterne ikke stoeder paa tilsvarende strukturelle problemer. De spanske isoglukoseproducenters fremgangsmaader og anlaeg er nemlig i hoejere grad tilpasset udviklingen og er mere moderne end sukkerproducenternes.
77 Raadet har endelig bestridt, at der er en aarsagssammenhaeng mellem den anfaegtede forordnings ikrafttraeden og de tab, sagsoegerne haevder at have lidt. Raadet har henvist til, at sagsoegerne har erkendt, at de ikke nedsatte deres salgspriser i pesetas efter den anfaegtede forordnings ikrafttraeden, og at de af sagsoegerne givne oplysninger synes at vaere i modstrid med deres paastand om, at de ville have forhoejet deres salgspriser, hvis Raadet ikke havde udstedt den anfaegtede forordning.
78 Kommissionen har anfoert, at der reelt ikke blev ydet nogen stoette til sukkerproducenterne i henhold til den anfaegtede forordning, saaledes som det er gjort gaeldende af sagsoegerne. Bortset fra den stoette, der blev ydet for de produkter, der var paa lager den 31. december 1992, begraenser stoetten til sukkerproducenterne sig til den nationale stoette, der blev givet bemyndigelse til i den anfaegtede forordnings artikel 3 i forbindelse med omstruktureringsplanen. Hvis der var blevet ydet en stoette til isoglukoseproducenterne i henhold til forordningen, ville disse saaledes vaere blevet behandlet anderledes end sukkerproducenterne, da de ikke havde behov for en omstruktureringsstoette.
Rettens bemaerkninger
79 Indledningsvis bemaerkes, at den i henhold til traktatens artikel 190 kraevede begrundelse ifoelge fast retspraksis skal tilpasses karakteren af den paagaeldende retsakt. Den skal klart og utvetydigt angive de overvejelser, den faellesskabsmyndighed, der har udstedt retsakten, har gjort sig, saaledes at de beroerte parter kan goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning, og Domstolen kan udoeve sin proevelsesret (jf. Domstolens dom af 30.9.1982, sag 108/81, Amylum mod Raadet, Sml. s. 3107).
80 Som begrundelse anfoeres det i den anfaegtede forordning, at "gennemfoerelsen af det indre marked den 1. januar 1993 goer det oenskeligt, at hindringerne for samhandelen fjernes", at der "for sukker anvendes ... tiltraedelsesudligningsbeloeb i samhandelen mellem Spanien og de oevrige medlemsstater indtil slutningen af produktionsaaret 1994/95", og at det er "muligt at gennemfoere en tilnaermelse af priserne allerede den 1. januar 1993 og dermed fra denne dato at afskaffe alle tiltraedelsesudligningsbeloeb, ved at de spanske sukkerroeproducenter faar en indkomstkompensation i form af en overgangsstoette, som nedsaettes gradvis". Det fremgaar endelig af betragtningerne til forordningen, at der "paa baggrund af markedssituationen i Spanien boer ... anvendes de priser, der er fastsat i naervaerende forordning".
81 Selv om begrundelsen er noget kortfattet, opfylder den kravet i traktatens artikel 190. Det kan nemlig ikke kraeves, at det i den anfaegtede forordning angives, hvorfor der ikke foreskrives overgangsforanstaltninger til fordel for producenter, som kan vaere indirekte beroert af forordningen. Sagsoegernes argument om, at den anfaegtede forordning ikke er tilstraekkeligt begrundet, kan herefter ikke tiltraedes.
82 Endvidere bemaerkes, at forbuddet mod forskelsbehandling ifoelge fast retspraksis indebaerer, at sammenlignelige situationer ikke maa behandles forskelligt, medmindre en saadan forskellig behandling er objektivt begrundet (jf. senest Domstolens dom af 21.2.1990, forenede sager C-267/88 ° C-285/88, Wuidart m.fl., Sml. I, s. 435).
83 Det bemaerkes herved foerst, at det, for saa vidt angaar spoergsmaalet om en konkurrencemaessig forbindelse mellem isoglukose og sukker, fremgaar af anden og tredje betragtning til forordning nr. 1785/81, at "isoglukose er et produkt, der direkte kan substituere flydende sukker fremstillet af sukkerroer eller sukkerroer; derfor er markederne for sukker og isoglukose indbyrdes taet forbundne; ... enhver faellesskabsafgoerelse vedroerende det ene af disse produkter faar noedvendigvis virkninger for det andet; ... disse prisgarantier for sukker kommer ogsaa sakkarosesirup og isoglukose til gode, idet priserne paa disse er afhaengige af priserne paa sukker".
84 Endvidere bemaerkes, at Domstolen i sin dom af 25. oktober 1978 i sagen Royal Scholten-Honig m.fl., jf. ovenfor, som vedroerte indfoerelsen af en afgiftsordning for isoglukoseproduktionen, under henvisning til betragtningerne til de omhandlede forordninger, hvoraf det fremgik, at der var en konkurrencemaessig forbindelse mellem de to produkter ° betragtninger, som senere i det vaesentlige blev gentaget i forordning nr. 1785/81 ° udtalte, at sukker og isoglukose var i sammenlignelige situationer.
85 Retten finder imidlertid, at det ikke kan udelukkes, at der findes saerlige omstaendigheder i forbindelse med sukkerproduktionen, der i konkrete tilfaelde kan begrunde, at sukkerproducenterne behandles anderledes end isoglukoseproducenterne.
86 Retten skal saaledes undersoege, om sukkerproducenterne og isoglukoseproducenterne behandles forskelligt, og om en saadan forskellig behandling i givet fald er berettiget.
87 Hvad foerst angaar den stoette, som Spanien er bemyndiget til at yde til sukkerproducerende virksomheder i forbindelse med omstruktureringsplaner, der skal rationalisere sukkerindustrien, bemaerkes, at sagsoegerne intet har frembragt, der kan danne grundlag for at forkaste Raadets argumentation. Under henvisning til de af Raadet anfoerte grunde (jf. ovenfor, praemis 76) finder Retten derfor, at faellesskabslovgiver ved at give bemyndigelse til en saadan stoette ikke aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser.
88 Hvad dernaest angaar den stoette, der blev ydet til sukkerproducenter, der havde varer paa lager den 31. december 1992, bemaerkes, at denne stoette ° som det med rette er blevet understreget af Raadet ° skulle give en kompensation til de sukkerproducenter, som i forbindelse med de produkter, der var paa lager paa det paagaeldende tidspunkt, havde betalt sukkerroerne fra 1992-hoesten til den hoejere minimumspris, der var gaeldende forud for den anfaegtede forordnings ikrafttraeden.
89 Det fremgaar af sagens akter og er ikke bestridt af sagsoegerne, at sukkerproducenter som en uundgaaelig foelge af forarbejdningsprocessen (hoest af sukkerroer om efteraaret, hvorefter sukkerroerne forarbejdes til sukker, som saelges lidt efter lidt i hele produktionsaaret) er noedsaget til at opretholde lagre, og at hele den maengde sukker, der skulle saelges i resten af produktionsaaret 1992/1993, var paa lager den 31. december 1992. Sagsoegerne har under den skriftlige forhandling erkendt, at kun en begraenset del ° henholdsvis ca. 7% (Cambo Ebro Industrial), 2% (Levantina Agrícola Industrial) og 1% (Cerestar Ibérica) ° af deres produkter, som skulle saelges i de sidste seks maaneder af det naevnte produktionsaar, var paa lager ved den anfaegtede forordnings ikrafttraeden. Det fremgaar endvidere af sagens akter, at det i forbindelse med isoglukoseproduktion ifoelge sagens natur ikke er noedvendigt at oprette lagerbeholdninger af det faerdige produkt, og at isoglukose i modsaetning til sukker paa grund af sine saerlige egenskaber ikke egner sig til at blive oplagret i laengere tid.
90 Derudover bemaerkes, at isoglukoseproducenterne til forskel fra sukkerproducenterne ikke har pligt til at betale en af Faellesskabet fastsat minimumspris for deres raavarer. Sagsoegernes indlaeg for Retten under den mundtlige forhandling har saaledes vist, at de for deres raavarer betalte en markedsbestemt pris, hvorved interventionsprisen kun var en blandt flere faktorer.
91 Hvad endelig angaar nedsaettelsen af minimumsprisen for sukkerroer i henhold til den anfaegtede forordnings artikel 1, stk. 2, litra b), bemaerkes, at selv om der for isoglukoseproduktionen ° ligesom for sukkerproduktionen ° gaelder en kvoteordning, har isoglukoseproducenterne som naevnt ikke pligt til at koebe deres raavarer til en af Faellesskabet fastsat minimumspris. Sagsoegerne kan saaledes i givet fald drage direkte fordel af eventuelle forbedringer af vilkaarene paa kornmarkedet, hvorimod sukkerproducenterne ikke har samme mulighed med hensyn til deres raavarer.
92 Under disse omstaendigheder finder Retten det ikke godtgjort, at Raadet ved ikke at traeffe lignende overgangsforanstaltninger til fordel for isoglukoseproducenterne aabenbart og groft overskred graenserne for udoevelsen af sine skoensbefoejelser, da sagsoegernes situation objektivt var forskellig fra sukkerproducenternes.
93 Anbringendet om en overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling kan derfor heller ikke tiltraedes.
94 Raadet kan herefter ikke siges at have begaaet en kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private. Raadet boer derfor frifindes for erstatningspaastanden, uden at det er noedvendigt at undersoege, om det paastaaede tab gaar ud over graenserne for de normale oekonomiske risici inden for den paagaeldende sektor.
Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger
95 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og boer derfor paalaegges at baere deres egne omkostninger og betale Raadets omkostninger i overensstemmelse med Raadets paastand.
96 Kommissionen, der er interveneret til stoette for Raadets paastande, baerer sine egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 4.
Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Foerste Afdeling)
1) Sagen afvises for saa vidt angaar sagsoegernes paastand om annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 3814/92 af 28. december 1992 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1785/81 og om anvendelse i Spanien af de sukkerpriser, der er fastsat i forordningen.
2) Sagsoegte frifindes for saa vidt angaar sagsoegernes paastand om erstatning.
3) Sagsoegerne baerer deres egne omkostninger og betaler in solidum Raadets omkostninger.
4) Kommissionen baerer sine egne omkostninger.


Full & Egal Universal Law Academy