FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. VERLOREN VAN THEMAAT

FREMSAT DEN 17. JUNI 1982 ( 1 )

Høje Domstol.

1. Indledning

I den foreliggende sag har Nederlandenes Centrale Raad van Beroep anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse i en sag mellem direktionen for »Sociale Verzekeringsbank« og arvingerne og/eller retssuccessorerne efter G. T. Kuijpers.

Det drejer sig her om en fortolkning af bestemmelserne i forordningerne nr. 3/58 og nr. 1408/71 om fastlæggelsen af den lovgivning, der skal anvendes til bestemmelse af, om en person er omfattet af den nederlandske »Algemene Oudersdomswet« (lov om almindelig alderdomsforsikring, herefter benævnt AOW), når den pågældende allerede er forsikret med henblik på alderspension i en anden medlemsstat. Selv om der på væsentlige punkter er overensstemmelse mellem den nationale ret og de fællesskabsretlige bestemmelser, der finder anvendelse, afviger spørgsmålet i den foreliggende sag fra det, der blev forelagt i sag 275/81, Koks. Sidstnævnte sag vedrørte den gifte kvindes retsstilling under AOW-ordningen i lyset af bestemmelserne om den lovgivning, der finder anvendelse i medfør af fællesskabsretten.

2. Faktiske omstændigheder

De faktiske omstændigheder kan sammenfattes således, idet jeg i øvrigt henviser til retsmøderapporten :

Kuijpers, der var født den 22. juli 1911 og nederlandsk statsborger, arbejdede efter 1. januar 1957, mens han boede i Nederlandene, såvel dér som i Belgien.

I Belgien arbejdede han som vogntrækker i en kulmine. Datoen 1. januar 1957 nævnes blot, fordi AOW trådte i kraft denne dato. Herudover var han i perioden 1. juni 1966 — 19. december 1972 beskæftiget med rengøringsarbejde i Nederlandene fem dage om ugen fra kl. 18 til kl. 21. I slutningen af 1972 og begyndelsen af 1973 blev Kuijpers uarbejdsdygtig og fik derfor tilkendt invalidepension i Belgien samt ydelser i henhold til den nederlandske »Ziektewet« (lov om sygeforsikring) og i henhold til »Wet op de Arbeidsongeschiktheidsuitkering« (lov om ydelser ved uarbejdsdygtighed). Det fremgår af sagen, at Kuijpers var bosat i Nederlandene.

Fra 1. juli 1974 blev der tilkendt Kuijpers, som den 22. juli samme år fyldte 65 år, en alderspension i henhold til AOW.

Alderspensionen blev afkortet med 32 o/o. I henhold til AOW foretages der et fradrag af den fulde ydelse for hvert kalenderår, som den pensionsberettigede efter det fyldte 15. år, men før det fyldte 65. år ikke har været forsikret. Sagt med få ord andrager fradraget 2 % årligt for udgifte personer for hvert år, de ikke har været forsikret, og for gifte personer andrager fradraget 1 % for hver af ægtefællerne for hvert kalenderår, de ikke har været forsikret.

Perioden inden 1957, hvori der blev opereret med fiktive forsikringsår, er uden betydning for den foreliggende sag.

Fradraget blev fastsat til 32 %, da Kuijpers havde arbejdet i Belgien fra 1957 til 1972, i hvilken periode han ifølge AOW var anset for ikke at være forsikret. Dette førte til et fradrag på 16 % for Kuijpers og et tilsvarende fradrag for fru Kuijpers.

Centrale Raad van Beroep har rejst spørgsmålet om, hvorvidt det forhold, at Kuijpers ikke var forsikret i henhold til AOW, ligeledes har betydning for så vidt angår betemmelserne på dette område ifølge den lovgivning, der gælder i medfør af forordningerne nr. 3/58 og nr. 1408/71 for den periode, hvor han ud over sit arbejde i Belgien også var beskæftiget i Nederlandene. Såfremt bestemmelserne udelukker et fradrag for denne periode, begrænses det totale fradrag til 20 %.

Centrale Raad van Beroep har derfor forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 13, stk. 1, litra c), 1. afsni, i forordning nr. 3/58 og artikel 14, stk. 1, litra c) i begyndelsen, og i) i forordning (EØF) nr. 1408/71 fortolkes således, at en national bestemmelse i en medlemsstat er uforenelig hermed, for så vidt den indebærer, at en i denne medlemsstat bosat arbejdstager ikke er alderspensionsforsikret, fordi han i henhold til en anden medlemsstats lovgivning er alderspensionsforsikret, selv hvis han bor på førstnævnte medlemsstats område og dér ligeledes — ved siden af sin virksomhed på den anden medlemsstats område — udfører arbejde som lønmodtager, selv om det må anses for en bibeskæftigelse?«

Centrale Raad har uddybet det præjudicielle spørgsmål ved at anføre, at ifølge Domstolens dom i sag 110/79, Coonan (Sml. 1980, s. 1445), kan »den enkelte medlemsstat i sin lovgivning ... fastsætte betingelserne vedrørende retten eller pligten til at blive tilsluttet en social sikringsordning eller en bestemt gren af en sådan ordning, forudsat statsborgere fra andre medlemsstater ikke herved udsættes for forskelsbehandling i forhold til indenlandske statsborgere«. Centrale Raad har dog rejst det spørgsmål, om der ikke skal foretages en anden vurdering af den foreliggende sag, idet såvel de nævnte bestemmelser i fællesskabsretten som de nationale bestemmelser tilsigter en afgrænsning af anvendelsesområdet for de nationale socialsikringsordninger indbyrdes.

3. De relevante nationale lovbestemmelser

Den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring, AOW, er en såkaldt folkepensionsforsikring, der ikke er forbeholdt arbejdstagere, men som principielt omfatter alle i riget bosiddende personer. Forsikringsperioden bestemmer ydelsernes størrelse, mens de indbetalte bidrag er uden betydning. Der udbetales fuld OAW-pension i tilfælde af en samlet forsikringsperiode på 50 år. I henhold til lovens artikel 6 er den, der er fyldt 15 år, men endnu ikke 65 år, forsikret, hvis: »a) han er bosat i Nederlandene, b) han ikke er bosat i Nederlandene, men pligtig til at betale indkomstskat af løn oppebåret ved lønarbejde udført for en arbejdsgiver inden for riget«. Yderligere kan anvendelsesområdet ved eller i medfør af kongelig anordning ændres til en større eller mindre personkreds.

Ifølge artikel 2, litra a), i kongelig anordning af 18. oktober 1968 (Stb. 575) udelukkes således fra AOW's anvendelsesområde »den i riget bosiddende, der arbejder som lønmodtager uden for riget, og som i kraft af dette arbejde er forsikret i henhold til en udenlandsk lovgivning om ydelser i anledning af alderdom.«

Begrundelsen for denne bestemmelse, som er nævnt i sag 275/81, Koks, lyder som følger:

»Formålet med denne bestemmelse er at udelukke den grænsearbejder, der er bosiddende i Nederlandene, men som arbejder i udlandet og dér er forsikret mod de økonomiske følger af alderdommen, fra den nederlandske alderdomsforsikringsordning og derved undgå en dobbelt forsikring.

Denne undtagelse fra Algemene Ouderdomswet's anvendelsesområde gælder, uanset om den pågældende ligeledes i den samme periode er beskæftiget eller har indkomster i Nederlandene. Den i udlandet gældende lovbestemte forsikringsordning i forbindelse med lønarbejde udført dér for tredjemand går således altid forud for forsikring i medfør af Algemene Ouderdomswet. Kun herved opnås en anvendelig ordning ...«

Den gifte kvinde, hvis ægtefælle bl.a. af ovennævnte grunde ikke er forsikret, anses heller ikke for at være tilsluttet ordningen.

4. De relevante fællesskabsretlige regler

Forordning nr. 3/58 og forordning nr. 1408/71, som i 1972 trådte i stedt for førstnævnete forordning, blev udstedt af Rådet med hjemmel i EØF-traktatens artikel 51 for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed.

Artiklerne 12-15 inci. i forordning nr. 3/58, henholdsvis artiklerne 13-17 inci. i forordning nr. 1408/71, findes i afsnit II, der ifølge forordning nr. 1408/71 vedrører »bestemmelse af, hvilken logivning der skal anvendes«.

Som anført af generaladvokat Warner i forslag til afgørelse i sag 8/75, Football-Club d'Andlau (Sml. 1975, s. 739) er formålet med disse artikler generelt at sikre, at en vandrende arbejdstager altid kun er omfattet af den sociale sikringsordning i én medlemsstat for i arbejdstagerens, arbejdsgiverens og medlemsstaternes sociale sikringsinstitutioners interesse at undgå unødvendige overlapninger og komplikationer, der i sig selv kan blive en hindring for arbejdstagernes frie bevægelighed inden for Fællesskabet (jfr. bl.a. sag 92/63, Nonnenmacher mod Sociale Verzekeringsbank (Sml. 1954-1964, s. 491), org. ref. Recueil s. 559, sag 19/67, Sociale Verzekeringsbank mod van der Vecht (Sml. 1965-1968, s. 411, org. ref, Recueil s. 445), sag 73/72, Bentzinger mod Steinbruchs-Berufsgenossenschaft (Sml. 1973, s. 283), sag 13/73, Angenieux mod Hakenberg (Sml. 1973, s. 935), sag 8/75, Caisse primaire d'assurance maladie Sélestat mod Football-Club d'Andlau (Sml. 1975, s. 739) og sag 102/76, Perenboom mod Inspecteur der direkte belastingen te Nijmegen (Sml. 1977, s. 815)).

Det i disse domme fastlagte princip er nedfældet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, hvorimod en sådan bestemmelse ikke fandtes i forordning nr. 3/58. bestemmelsen lyder således: »En arbejdstager, der er omfattet af denne forordning, er alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit«.

Skønt nærværende tvist er opstået, da forordning nr. 3/58 endnu var i kraft, og denne forordning udtrykkeligt omtales i det præjudicielle spørgsmål ved siden af forordning nr. 1408/71, vil jeg gennemgå spørgsmålet i lyset af de for den foreliggende sag relevante bestemmelser i forordning nr. 1408/71. Formuleringen af bestemmelserne er i vidt omfang identisk i de to forordninger. En vis forskel i formuleringen indebærer, efter min opfattelse, ikke forskellige retsvirkninger. Som allerede nævnt findes der ikke i forordning nr. 3/58 en udtrykkelig bestemmelse svarende til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som bestemmer, at en arbejder kun er undergivet lovgivningen i én medlemsstat, men dette princip blev ifølge Domstolens praksis ligeledes anvendt i forbindelse med den tidligere forordning, for så vidt en forøgelse af byrderne ikke svarede til en begunstigelse i socialsikringsmæssig henseende. Bestemmelsen i artikel 13, stk. 1, litra c), i forordning nr. 3/58 blev tilføjet ved forordning nr. 24/64 af 10. marts 1964.

5. Nærmere om EF-bestemmel-serne

Udgangspunktet er, at arbejdstageren er undergivet lovgivningen i den stat, hvor han er beskæftiget, selv om han er bosat i en anden medlemsstat.

Denne bestemmelse er indeholdt i artikel 13, stk. 2, som lyder således:

»Medmindre andet er bestemt i artiklerne 14-17:

er en arbejdstager, der er beskæftiget på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område ...«.

Artikel 14, stk. 1, litra a)-d), indeholder en række undtagelsesbestemmelser, der tager sigte på forskellige situationer. Under litra a) angives den gældende ret i tilfælde af, at en arbejdstager, der er tilknyttet en virksomhed i en medlemsstat, midlertidigt udsendes til en anden medlemsstats område, litra b) omfatter arbejdstagere, der er beskæftiget inden for international transport, litra c) vedrører arbejdstagere, »der ikke er beskæftiget ved international transport, og som normalt udøver deres virksomhed på to eller flere medlemsstaters områder«, og endelig fastlægger litra d) den ordning, der gælder, såfremt to medlemsstaters fælles grænse går igennem en virksomhed.

De nævnte undtagelser fra princippet om, at arbejdstageren er undergivet lovgivningen i den medlemsstat, hvor han er beskæftiget, har til formål at undgå, at lovgivningen i hver enkelt medlemsstat anvendes i medfør af denne regel, såfremt arbejdstageren er beskæftiget i flere medlemsstater (jfr. f.eks. sag 73/72, Bentzinger, præmis 3).

Det kan udledes af ordlyde