EUR-Lex -  61981CC0276 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. VERLOREN VAN THEMAAT
FREMSAT DEN 17. JUNI 1982 ( 1 )
Høje Domstol.
1. Indledning
I den foreliggende sag har Nederlandenes Centrale Raad van Beroep anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse i en sag mellem direktionen for »Sociale Verzekeringsbank« og arvingerne og/eller retssuccessorerne efter G. T. Kuijpers.
Det drejer sig her om en fortolkning af bestemmelserne i forordningerne nr. 3/58 og nr. 1408/71 om fastlæggelsen af den lovgivning, der skal anvendes til bestemmelse af, om en person er omfattet af den nederlandske »Algemene Oudersdomswet« (lov om almindelig alderdomsforsikring, herefter benævnt AOW), når den pågældende allerede er forsikret med henblik på alderspension i en anden medlemsstat. Selv om der på væsentlige punkter er overensstemmelse mellem den nationale ret og de fællesskabsretlige bestemmelser, der finder anvendelse, afviger spørgsmålet i den foreliggende sag fra det, der blev forelagt i sag 275/81, Koks. Sidstnævnte sag vedrørte den gifte kvindes retsstilling under AOW-ordningen i lyset af bestemmelserne om den lovgivning, der finder anvendelse i medfør af fællesskabsretten.
2. Faktiske omstændigheder
De faktiske omstændigheder kan sammenfattes således, idet jeg i øvrigt henviser til retsmøderapporten :
Kuijpers, der var født den 22. juli 1911 og nederlandsk statsborger, arbejdede efter 1. januar 1957, mens han boede i Nederlandene, såvel dér som i Belgien.
I Belgien arbejdede han som vogntrækker i en kulmine. Datoen 1. januar 1957 nævnes blot, fordi AOW trådte i kraft denne dato. Herudover var han i perioden 1. juni 1966 — 19. december 1972 beskæftiget med rengøringsarbejde i Nederlandene fem dage om ugen fra kl. 18 til kl. 21. I slutningen af 1972 og begyndelsen af 1973 blev Kuijpers uarbejdsdygtig og fik derfor tilkendt invalidepension i Belgien samt ydelser i henhold til den nederlandske »Ziektewet« (lov om sygeforsikring) og i henhold til »Wet op de Arbeidsongeschiktheidsuitkering« (lov om ydelser ved uarbejdsdygtighed). Det fremgår af sagen, at Kuijpers var bosat i Nederlandene.
Fra 1. juli 1974 blev der tilkendt Kuijpers, som den 22. juli samme år fyldte 65 år, en alderspension i henhold til AOW.
Alderspensionen blev afkortet med 32 o/o. I henhold til AOW foretages der et fradrag af den fulde ydelse for hvert kalenderår, som den pensionsberettigede efter det fyldte 15. år, men før det fyldte 65. år ikke har været forsikret. Sagt med få ord andrager fradraget 2 % årligt for udgifte personer for hvert år, de ikke har været forsikret, og for gifte personer andrager fradraget 1 % for hver af ægtefællerne for hvert kalenderår, de ikke har været forsikret.
Perioden inden 1957, hvori der blev opereret med fiktive forsikringsår, er uden betydning for den foreliggende sag.
Fradraget blev fastsat til 32 %, da Kuijpers havde arbejdet i Belgien fra 1957 til 1972, i hvilken periode han ifølge AOW var anset for ikke at være forsikret. Dette førte til et fradrag på 16 % for Kuijpers og et tilsvarende fradrag for fru Kuijpers.
Centrale Raad van Beroep har rejst spørgsmålet om, hvorvidt det forhold, at Kuijpers ikke var forsikret i henhold til AOW, ligeledes har betydning for så vidt angår betemmelserne på dette område ifølge den lovgivning, der gælder i medfør af forordningerne nr. 3/58 og nr. 1408/71 for den periode, hvor han ud over sit arbejde i Belgien også var beskæftiget i Nederlandene. Såfremt bestemmelserne udelukker et fradrag for denne periode, begrænses det totale fradrag til 20 %.
Centrale Raad van Beroep har derfor forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 13, stk. 1, litra c), 1. afsni, i forordning nr. 3/58 og artikel 14, stk. 1, litra c) i begyndelsen, og i) i forordning (EØF) nr. 1408/71 fortolkes således, at en national bestemmelse i en medlemsstat er uforenelig hermed, for så vidt den indebærer, at en i denne medlemsstat bosat arbejdstager ikke er alderspensionsforsikret, fordi han i henhold til en anden medlemsstats lovgivning er alderspensionsforsikret, selv hvis han bor på førstnævnte medlemsstats område og dér ligeledes — ved siden af sin virksomhed på den anden medlemsstats område — udfører arbejde som lønmodtager, selv om det må anses for en bibeskæftigelse?«
Centrale Raad har uddybet det præjudicielle spørgsmål ved at anføre, at ifølge Domstolens dom i sag 110/79, Coonan (Sml. 1980, s. 1445), kan »den enkelte medlemsstat i sin lovgivning ... fastsætte betingelserne vedrørende retten eller pligten til at blive tilsluttet en social sikringsordning eller en bestemt gren af en sådan ordning, forudsat statsborgere fra andre medlemsstater ikke herved udsættes for forskelsbehandling i forhold til indenlandske statsborgere«. Centrale Raad har dog rejst det spørgsmål, om der ikke skal foretages en anden vurdering af den foreliggende sag, idet såvel de nævnte bestemmelser i fællesskabsretten som de nationale bestemmelser tilsigter en afgrænsning af anvendelsesområdet for de nationale socialsikringsordninger indbyrdes.
3. De relevante nationale lovbestemmelser
Den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring, AOW, er en såkaldt folkepensionsforsikring, der ikke er forbeholdt arbejdstagere, men som principielt omfatter alle i riget bosiddende personer. Forsikringsperioden bestemmer ydelsernes størrelse, mens de indbetalte bidrag er uden betydning. Der udbetales fuld OAW-pension i tilfælde af en samlet forsikringsperiode på 50 år. I henhold til lovens artikel 6 er den, der er fyldt 15 år, men endnu ikke 65 år, forsikret, hvis: »a) han er bosat i Nederlandene; b) han ikke er bosat i Nederlandene, men pligtig til at betale indkomstskat af løn oppebåret ved lønarbejde udført for en arbejdsgiver inden for riget«. Yderligere kan anvendelsesområdet ved eller i medfør af kongelig anordning ændres til en større eller mindre personkreds.
Ifølge artikel 2, litra a), i kongelig anordning af 18. oktober 1968 (Stb. 575) udelukkes således fra AOW's anvendelsesområde »den i riget bosiddende, der arbejder som lønmodtager uden for riget, og som i kraft af dette arbejde er forsikret i henhold til en udenlandsk lovgivning om ydelser i anledning af alderdom.«
Begrundelsen for denne bestemmelse, som er nævnt i sag 275/81, Koks, lyder som følger:
»Formålet med denne bestemmelse er at udelukke den grænsearbejder, der er bosiddende i Nederlandene, men som arbejder i udlandet og dér er forsikret mod de økonomiske følger af alderdommen, fra den nederlandske alderdomsforsikringsordning og derved undgå en dobbelt forsikring.
Denne undtagelse fra Algemene Ouderdomswet's anvendelsesområde gælder, uanset om den pågældende ligeledes i den samme periode er beskæftiget eller har indkomster i Nederlandene. Den i udlandet gældende lovbestemte forsikringsordning i forbindelse med lønarbejde udført dér for tredjemand går således altid forud for forsikring i medfør af Algemene Ouderdomswet. Kun herved opnås en anvendelig ordning ...«
Den gifte kvinde, hvis ægtefælle bl.a. af ovennævnte grunde ikke er forsikret, anses heller ikke for at være tilsluttet ordningen.
4. De relevante fællesskabsretlige regler
Forordning nr. 3/58 og forordning nr. 1408/71, som i 1972 trådte i stedt for førstnævnete forordning, blev udstedt af Rådet med hjemmel i EØF-traktatens artikel 51 for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed.
Artiklerne 12-15 inci. i forordning nr. 3/58, henholdsvis artiklerne 13-17 inci. i forordning nr. 1408/71, findes i afsnit II, der ifølge forordning nr. 1408/71 vedrører »bestemmelse af, hvilken logivning der skal anvendes«.
Som anført af generaladvokat Warner i forslag til afgørelse i sag 8/75, Football-Club d'Andlau (Sml. 1975, s. 739) er formålet med disse artikler generelt at sikre, at en vandrende arbejdstager altid kun er omfattet af den sociale sikringsordning i én medlemsstat for i arbejdstagerens, arbejdsgiverens og medlemsstaternes sociale sikringsinstitutioners interesse at undgå unødvendige overlapninger og komplikationer, der i sig selv kan blive en hindring for arbejdstagernes frie bevægelighed inden for Fællesskabet (jfr. bl.a. sag 92/63, Nonnenmacher mod Sociale Verzekeringsbank (Sml. 1954-1964, s. 491); org. ref. Recueil s. 559, sag 19/67, Sociale Verzekeringsbank mod van der Vecht (Sml. 1965-1968, s. 411; org. ref, Recueil s. 445), sag 73/72, Bentzinger mod Steinbruchs-Berufsgenossenschaft (Sml. 1973, s. 283), sag 13/73, Angenieux mod Hakenberg (Sml. 1973, s. 935), sag 8/75, Caisse primaire d'assurance maladie Sélestat mod Football-Club d'Andlau (Sml. 1975, s. 739) og sag 102/76, Perenboom mod Inspecteur der direkte belastingen te Nijmegen (Sml. 1977, s. 815)).
Det i disse domme fastlagte princip er nedfældet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, hvorimod en sådan bestemmelse ikke fandtes i forordning nr. 3/58. bestemmelsen lyder således: »En arbejdstager, der er omfattet af denne forordning, er alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit«.
Skønt nærværende tvist er opstået, da forordning nr. 3/58 endnu var i kraft, og denne forordning udtrykkeligt omtales i det præjudicielle spørgsmål ved siden af forordning nr. 1408/71, vil jeg gennemgå spørgsmålet i lyset af de for den foreliggende sag relevante bestemmelser i forordning nr. 1408/71. Formuleringen af bestemmelserne er i vidt omfang identisk i de to forordninger. En vis forskel i formuleringen indebærer, efter min opfattelse, ikke forskellige retsvirkninger. Som allerede nævnt findes der ikke i forordning nr. 3/58 en udtrykkelig bestemmelse svarende til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som bestemmer, at en arbejder kun er undergivet lovgivningen i én medlemsstat, men dette princip blev ifølge Domstolens praksis ligeledes anvendt i forbindelse med den tidligere forordning, for så vidt en forøgelse af byrderne ikke svarede til en begunstigelse i socialsikringsmæssig henseende. Bestemmelsen i artikel 13, stk. 1, litra c), i forordning nr. 3/58 blev tilføjet ved forordning nr. 24/64 af 10. marts 1964.
5. Nærmere om EF-bestemmel-serne
Udgangspunktet er, at arbejdstageren er undergivet lovgivningen i den stat, hvor han er beskæftiget, selv om han er bosat i en anden medlemsstat.
Denne bestemmelse er indeholdt i artikel 13, stk. 2, som lyder således:
»Medmindre andet er bestemt i artiklerne 14-17:
a)
er en arbejdstager, der er beskæftiget på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område ...«.
Artikel 14, stk. 1, litra a)-d), indeholder en række undtagelsesbestemmelser, der tager sigte på forskellige situationer. Under litra a) angives den gældende ret i tilfælde af, at en arbejdstager, der er tilknyttet en virksomhed i en medlemsstat, midlertidigt udsendes til en anden medlemsstats område; litra b) omfatter arbejdstagere, der er beskæftiget inden for international transport; litra c) vedrører arbejdstagere, »der ikke er beskæftiget ved international transport, og som normalt udøver deres virksomhed på to eller flere medlemsstaters områder«, og endelig fastlægger litra d) den ordning, der gælder, såfremt to medlemsstaters fælles grænse går igennem en virksomhed.
De nævnte undtagelser fra princippet om, at arbejdstageren er undergivet lovgivningen i den medlemsstat, hvor han er beskæftiget, har til formål at undgå, at lovgivningen i hver enkelt medlemsstat anvendes i medfør af denne regel, såfremt arbejdstageren er beskæftiget i flere medlemsstater (jfr. f.eks. sag 73/72, Bentzinger, præmis 3).
Det kan udledes af ordlyden af det præjudicielle spørgsmål samt af dets faktiske grundlag, at den nationale ret ønsker at få en afgørelse vedrørende den nationale lovgivning, såfremt der er tale om en arbejdstager bosat i Nederlandene, som er beskæftiget såvel i en anden medlemsstat som i Nederlandene.
Denne situation omfattes af undtagelsen i artikel 14, stk. 1, litra c), i), der lyder som følger:
c)
»en arbejdstager, der ikke er beskæftiget ved international transport, og som normalt udøver sin virksomhed på to eller flere medlemsstaters område, er omfattet:
i)
af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, såfremt han udfører en del af sit arbejde på dette område, eller såfremt han er beskæftiget i flere virksomheder eller hos flere arbejdsgivere, der har deres hjemsted eller bopæl på forskellige medlemsstaters område«.
I sig selv er denne regel klar og tilsyneladende problemfri. Ved første øjekast kan det uden vanskelighed udledes heraf, at den nederlandske lovgivning finder anvendelse på det foreliggende tilfælde.
Der opstår dog et problem som følge af, at arbejdstageren ikke er omfattet af den nationale lovgivning, når han er beskæftiget i en anden medlemsstat, og når han ligeledes er forsikret dér, uanset om han samtidig er beskæftiget i den stat, hvor han er bosat. Denne undtagelsesbestemmelse skaber ingen problemer i det tilfælde, der omfattes af hovedreglen, nemlig når arbejdstageren er beskæftiget i en anden medlemsstat, skønt han er bosat i Nederlandene. Den nederlandske lovgivning er i dette tilfælde i overensstemmelse med hovedreglen for, »hvilken lovgivning der skal anvendes« jfr. artikel 13, stk. 2, litra a).
Arbejdstageren er dog heller ikke omfattet af den nationale lovgivning, når han ligeledes er beskæftiget i Nederlandene. Som allerede nævnt, er dette forhold udtrykkeligt nævnt i begrundelsen til de nationale bestemmelser.
Spørgsmålet er, i hvilket omfang udelukkelsen er i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, litra c), i). Centrale Raad føler sig på grund af dommen i Coonan-sagen utvivlsomt usikker med hensyn til anvendelsen af denne artikel i forordningen. Som udtalt af Domstolen, foreskriver bestemmelsen, at den enkelte medlemsstat i sin lovgivning fastsætter betingelserne for tislutning til en social sikringsordning.
Yderligere omhandler forordningen afsnit II den »lovgivning, der skal anvendes«. I overensstemmelse med Domstolens dom i Coonan-sagen, indebærer den således fastlagte lovgivning dog ikke nødvendigvis i sig selv en faktisk tilslutning.
Spørgsmålet om, i hvilket omfang den omhandlede nationale ordning er forenelig med den tidligere nævnte bestemmelse i fællesskabsretten, kan belyses som følger.
På den ene side må det ikke glemmes, at formålet med fællesskabsreglerne er at undgå uklarheder, henholdsvis sammenlægning af byrder som følge af samtidig anvendelse af flere medlemsstaters forskellige ordninger. Den omhandlede nationale ordning har til formål at undgå uønskede uklarheder af denne art, idet den udelukker anvendelsen af national lovgivning og bestemmer, at lovgivningen i den stat, hvor arbejdstageren er beskæftiget, finder anvendelse. I denne forbindelse skal det bemærkes, at denne udtrykkelige henvisning kun vedrører det tilfælde, hvor arbvejdstageren er bosat i én medlemsstat, men beskæftiget i en anden. Såfremt arbejdstageren er beskæftiget i mere end to medlemsstater indeholder den nationale ordning ingen bestemmelse om, hvilken lovgivning der skal anvendes, idet den dog. udelukker anvendelsen af statens egen lovgivning. Ordningen præciserer imidlertid ikke, hvilken lovgivning der i dette tilfælde finder anvendelse.
Yderligere kan det hævdes, at den i forordningen indeholdte løsning kun kan anvendes, når der rent faktisk består en konflikt mellem nationale bestemmelser, det vil sige, såfremt de nationale bestemmelser rent faktisk skal anvendes. I den foreliggende sag er der imidlertid som følge af reglen om udelukkelse af national ret ingen konflikt af denne art.
Det er imidlertid vigtigere at fastslå, at det ikke tilkommer medlemsstaten selv at fastsætte en regel — til belastning af de andre medlemsstater — for således at undgå overlapning af flere lovgivninger, idet det i selve forordningen bestemmes, hvilken regel der skal følges i tilfælde af konflikt. Der skal i denne forbindelse tages hensyn til formålet med forordningerne nr. 3/58 og nr. 1408/71 i almindelighed og i særdeleshed med de artikler, der finder anvendelse i den foreliggende sag. Efter min opfattelse foreskriver artiklerne en ordning, som på grund af den bindende karakter af den af lovgiveren anvendte formulering indeholder et ensartet system med det formål at undgå lovkonflikter Ofr sag 92/63, Nonnenmacher, Sml. 1954-1964, s. 491, org. ref. Recueil s. 559, og sag 104/80, Beeck, Sml. 1981, s. 503, præmis 7). Dette kan efter min mening blandt andet klart udledes af ordlyden af artikel 13, stk. 1, 2. pkt., der lyder således: »spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit«.
Jeg mener, at bestremmelser ikke blot finder anvendelse i tilfælde af konflikt, men at formålet ligeledes er at undgå konflikt ved at foreskrive, at der kun anvendes én bestemt lovgivning. Det tilkommer ikke den pågældende lovgiver at fastsætte en lowalgsregel, der foreskriver anvendelsen af en anden lovgivning. Det er netop herved, at Domstolens domme i sag 266/78, Brunori (Sml. 1979, s. 2712) og i sag 110/79, Coonan, adskiller sig fra hinanden. Disser sager vedrørte betingelserne for tilslutning til en national ordning, da forordningen ikke indeholder bestemmelser herom. I den foreliggende sag drejer det sig ikke om, i hvilket omfang en vandrende arbejdstager kan tilslutte sig en national ordning på grundlag af nationale bestemmelser, men — som efter min mening med rette fremhævet af Centrale Raad — om anvendelsen af en national lowalgsregel, skønt forordningen netop selv indeholder en sådan regel.
Yderligere skal jeg her ligeledes henvise til Domstolens dom i sag 8/75, Football-Club d'Andlau. I denne sag udtalte Domstolen, at bestemmelsen, som foreskriver bopælsstatens lovgivning i det tilfælde, at arbejdstageren beskæftiges såvel i bopælsstaten som i anden medlemsstat, forudsætter »at arbejderen er tilknyttet en social sikringsinstitution i bopælsstaten« (præmis 8). Såfremt det imidlertid måtte vise sig, at han ikke er tilsluttet en sådan institution, skal den relevante lovgivning bestemmes på grundlag af hovedreglen, og det bliver således lovgivningen i det land, hvor han har været beskæftiget.
Jeg mener ikke, at denne afgørelse er i strid med den opfattelse, som jeg allerede har givet udtryk for i den foreliggende sag. I sag 8/75 var det nemlig ingenlunde givet, at de tyske musikere, som sagen vedrørte, i virkeligheden i Tyskland var tilsluttet en forsikringsordning i forordningens forstand. Hvis de ikke rent faktisk var forsikret i bopælsstaten, ville den pågældende bestemmelse, hvis de optrådte i Frankrig, have skabt et juridisk tomrum. Derfor udtalte Domstolen, at såfremt de ikke var tilsluttet den sociale sikringsordning i den pågældende medlemsstat, jfr. forordningen, skulle lovgivningen i den medlemsstat, hvor de var beskæftiget, finde anvendelse. Yderligere kan det anføres, at hvis de tyske musikere ikke var tilslutte en tysk social sikringsordning i forordningens forstand, ville der faktisk ikke være nogen konflikt mellem de forskellige anvendelige lovgivninger. Dette er ligeledes grunden til, at hovedreglen også bør anvendes i sagen her.
Sag 8/75 vedrørte efter min opfattelse en række omstændigheder, der afviger fra nærværende sag. Domstolen skal nu fastslå, ikke om den nationale ordning rent faktisk finder anvendelse på arbejdstageren blandt andet under hensyn til, at AOW har karakter af en folkepensionsforsikring for de i staten bosiddende, men derimod om det er udelukket at anvende ordningen, såfremt arbejdstageren er tilsluttet en ordning i en anden medlemsstat. Efter min opfattelse kan der kun være tale om at udelukke anvendelsen, såfremt ordningen principielt bør finde anvendelse. Yderligere bestemmes en eventuel udelukkelse i dette tilfælde udelukkende af fællesskabsretten, som allerede anført.
6. Hoved- og bibeskæftigelse
Inden der tages stilling til besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, skal jeg yderligere behandle spørgsmålet om, hvilken betydning det har for anvendelsen af bopælsstatens lovgivning, at Kuijper's beskæftigelse i Nederlandene må betragtes som en bibeskæftigelse. Som det sikkert huskes, arbejdede han dels i Belgien som vogntrækker i en kulmine, dels i Nederlandene fem dage om ugen om aftenen fra kl. 18 til 21. I sit skriftlige indlæg har direktionen for »Soziale Verzekeringsbank« anført, at bopælsstatens lovgivning ikke kunne finde anvendelse, da arbejdstageren havde sin hovedbeskæftigelse i Belgien, mens der i Nederlandene kun var tale om en bibeskæftigelse. Ud fra dette synspunkt fastsætter forordningen først og fremmest en ordning for fuldtidsbeskæftigelse. Derfor skal den belgiske lovgivning anvendes i den foreliggende sag.
I besvarelse af et skriftligt spørgsmål stillet af Domstolen har Kommissionen oplyst, at der i forordningen ikke sondres mellem hoved- og bibeskæftigelse. En så detaljeret udformning af bestemmelserne vil kunne medføre en uønsket uklarhed, da det ikke altid er nemt at fastslå, hvilken beskæftigelse der skal anses som hovedbeskæftigelse, og hvilken der skal anses som bibeskæftigelse.
Jeg er enig med Kommissionen i denne opfattelse. Jeg mener, at der skal lægges stor vægt på artiklens ordlyd, da der er tale om en bestemmelse, der netop har til formål at skabe klarhed. Artiklen vedrører udøvelsen af »en del« af beskæftigelsen på bopælsstatens område. Der stilles ikke andre betingelser. Forordningens forfattere har åbenbart været af den mening, at det ikke var nødvendigt yderligere at uddybe bestemmelsen. I den forbindelse vil jeg understrege, at begrebet »der overvejende er beskæftiget« imidlertid er indeholdt i artikel 14, stk. 1, litra b), ii), for så vidt angår arbejdstagere; der er beskæftiget inden for international transport. Forordningen indeholder altså rent faktisk en sådan nuance.
Generelt kan det yderligere anføres, at fastlæggelsen af lowalgsregler foretages ud fra en afvejning af parternes interesse. Normalt anses den interesse, der er knyttet til anvendelsen af lovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har været beskæftiget, selv om han er bosat i en anden medlemsstat, for at gå forud for den interesse, der knyttes til anvendelsen af bopælsstatens lovgivning, selv om denne hovedregel ikke altid i en sådan situation er gunstig for den pågældende. Hvis det antages, at flere forskellige lovgivninger kun anvendes ud fra denne hovedregel, fordi den pågældende er beskæftiget i flere medlemsstater, er det bopælsstatens lovgivning, der skal anvendes, når en del af beskæftigelsen er udøvet dér. I den situation har bopælsstatens lovgivning klart forrang, da bopælen udgør et element af en vis stabilitet i den pågældendes aktiviteter, og det derfor må antages, at der netop består en særlig snæver forbindelse til bopælen.
Jeg skal desuden nævne, at Kommissionen i besvarelsen af Domstolens spørgsmål har henledt opmærksomheden på artikel 14, i forordning nr. 1390/81 om udvidelse af forordning nr. 1408/71 til også at omfatte selvstændige erhvervsdrivende (EFT L 143, 1981). Forordningen er i øvrigt endnu ikke trådt i kraft. Det kan udledes af artikel 14, stk. 2, at det bestemmes, at kun i det tilfælde, at selvstændige erhvervsdrivende har beskæftigelse i flere medlemsstater, med undtagelse af bopælsstaten, udgør hovedbeskæftigelsen det afgørende kriterium for at fastsætte den lovgivning, der skal anvendes. Det bemærkes, at det udtrykkeligt fremgår af artiklen, at der skal fastsættes kriterier for nærmere bestemmelse af hovedbeskæftigelsen. Det kan heraf udledes, at sådanne ensartede kriterier er nødvendige for at skabe den tilsigtede klarhed.
Jeg mener at kunne uddrage af det foregående, at en sondring mellem hoved^ og bibeskæftigelse er uden betydning for lowalgsreglen i artikel 14, stk. 1, litra c), i).
7. Forordning nr. 3/58
Som allerede nævnt vil jeg yderligere undersøge spørgsmålet om, i hvilket omfang en forskel mellem forordningerne nr. 3/58 og nr. 1408/71 indebærer forskellige retsvirkninger med henblik på besvarelsen af det foreliggende præjudicielle spørgsmål. Jeg har allerede sagt, at forordning nr. 3/58 kun afviger klart fra forordning nr. 1408/71 ved, at sidstnævnte udtrykkeligt foreskriver, at der kun kan anvendes én lovgivning.
Da der ikke findes en sådan udtrykkelig regel i forordning nr. 3/58, har Domstolen efter min opfattelse antaget, at det var tilladt samtidig at anvende flere lovgivninger, for så vidt et tilsvarende antal rettigheder herved blev stiftet. Det kan ikke fastslås, at der sideløbende med den i forordningen foreskrevne lovgivning kan anvendes bestemmelser, der skaber forpligtelser eller foreskriver nedskæring af ydelser, uden at det opvejes af begunstigelser (jfr. f.eks. sag 92/63, Nonnenmacher, Smi. 1954-1964, s. 491; org.ref. Recueil s. 559, og sag 19/67, van der Vecht, Smi. 1965-1968, s. 411, org.ref. Recueil s. 445).
Efter min opfattelse kan det, for så vidt angår den foreliggende sag, udledes heraf, at forordning nr. 3/68 heller ikke indeholdt hjemmel til at anvende en national bestemmelse, der — som afvigelse fra de i forordningen indeholdte lowalgsregler — udelukkede anvendelsen af forordningen. Med hensyn til spørgsmålet om, i hvilket omfang udelukkelsen i den nærværende sag rent faktisk afviger fra de andre lowalgsregler, kan jeg henvise til, hvad jeg allerede har anført vedrørende artikel 14, stk. 1, litra c), i) i forordning nr. 1408/71, hvilket ligeledes gælder for bestemmelsen i artikel 13, litra c) i forordning nr. 3/58.
8. Betaling af bidrag
Endelig skal jeg bemærke, at det fremgår af det spørgsmål, som Domstolen har stillet Sociale Verzekeringsbank, at det ikke er udelukket, at den pågældende arbejdstager rent faktisk i den omhandlede periode har betalt bidrag i Nederlandene. Dels kan han ikke betragtes som forsikret for den pågældende periode i AOWs forstand på grundlag af de nationale bestemmelser. Dels viser det sig, at der rent faktisk er betalt bidrag, uden at det har kunnet fastslås, om de senere er tilbagebetalt, eller om de skal betragtes som frivillige bidrag.
I så henseende skal jeg henvise til, at Sociale Verzekeringsbank i besvarelse af det af Domstolen stillede spørgsmål yderligere bemærker, at institutionen bevidst har undladt at omtale betalingen af bidrag under skriftvekslingen i den foreliggende sag. Den mener, at denne side af sagen er uden betydning, da forholdet ingen interesse har for Centrale Raad van Beroep med henblik på at fastslå, om en person skal anses som forsikret i AOWs forstand.
Selv om spørgsmålet om betaling af bidrag — som hævdet af Sociale Verzekeringsbank — er uden betydning for afgørelsen af, om arbejdstageren er forsikret efter national ret, mener jeg, at dette kriterium alligevel rent faktisk kan være relevant for fællesskabsretten.
Som allerede bemærket, fremgår det af Domstolens praksis for så vidt angår forordning nr. 3/58, at samtidig anvendelse af flere medlemsstaters lovgivning ikke var udelukket, for så vidt de forøgede byrder blev opvejet af en tilsvarende udvidelse af den sociale sikring.
Domstolen udtalte sig ikke blot om anvendelsen af en social sikringsordning »in abstracto«, men netop om anvendelse af ordningen i en konkret sag. Selv om den nederlandske ordning som sådan ikke pålægger den pågældende arbejdstager at betale bidrag i det foreliggende tilfælde, må det rent faktisk erlagte bidrag anses for uforeneligt med Domstolens praksis. Dette argument gælder så meget stærkere for anvendelsen af forordning nr. 1408/71 i nærværende sammenhæng, da forordningen udtrykkeligt foreskriver, at kun en enkelt medlemsstats lovgivning skal finde anvendelse. Problemet er dog uden betydning for den foreliggende sag, da den nederlandske lovgivning skal anvendes i medfør af de fællesskabsretlige bestemmelser i artikel 13, litra c), i forordning nr. 3/58 henholdsvis artikel 14, stk. 1, litra c), i), i forordning nr. 1408/71.
9. Konklusion
På grundlag af denne gennemgang af sagen vil jeg foreslå, at Domstolen besvarer det af Centrale Raad van Beroep stillede spørgsmål i overensstemmelse med Kommissionens forslag. Efter min mening er det ikke nødvendigt, at Domstolen i sin afgørelse udtrykkeligt henviser til de rejste problemer vedrørende sondringen mellem hoved- og bibeskæftigelse, da der heller ikke i den nationale ordning findes en sådan sondring.
Jeg foreslår derfor, at det stillede spørgsmål besvares således :
Artikel 13, stk. 1, litra c) 1. afsnit, i Rådets forordning nr. 3/58 om social sikring af vandrende arbejdstagere og artikel 14, stk. 1, litra c), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, skal fortolkes således, at en ordning i en medlemsstat, der har til formål at udelukke en arbejdstager fra den lovgivning, som skal anvendes ifølge forordningerne, med den begrundelse, at han ligeledes er forsikret i en anden medlemsstat, er uforenelig med bestemmelserne i de nævnte forordninger.
( 1 ) – Oversat fra nederlandsk.

Full & Egal Universal Law Academy